OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Vores lille dreng har udfald af endetarmen, hvad kan vi gøre?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Min dreng som netop er fyldt 4 år har 2 gange indenfor en uge haft tilfælde af endetarmsprolaps (ifølge vagtlægen at noget af endetarmen følger med ud, når han skal af med afføringen). Min mand og jeg er meget foruroliget ved dette og kunne godt tænke os at vide, hvad der kan forårsage sådan noget ved vores lille dreng. Han har ikke hård afføring, men normalt meget lind. Tarmen rykker sig selv ned, når vores dreng ligger vandret, men selvfølgelig gør det ondt ved ham og som forældre mangler vi mere viden om, hvad det egentligt er for noget og hvordan det eventuelt kan behandles. Hvordan kan det opstå og er det normalt for små børn? Hvad kan vi eventuelt gøre?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Det er ikke ualmindeligt, at endetarmen kan falde ud hos ældre personer, men det kan også forekomme hos små børn (prolaps). Selv kort tid efter fødslen kan man se det, men så vil der oftest foreligge misdannelser, der gør, at tarmen ikke kan holdes naturligt på plads. Jeg formoder, at der kun er tale om et lille stykke af tarmen, der kommer til syne hos jeres lille dreng, så det vil oftest vil være slimhinden. Der er en række meget sjældne sygdomme, der kan have med prolapsen at gøre, men i langt de fleste tilfælde vil prolapsen komme frem i tilslutning til, at barnet har "presset" i forbindelse med afføring. Selv om I skriver, at afføringen nu er lind, har der måske tidligere været perioder, hvor den har været mere hård. Det kan således ikke betegnes som værende "normalt", men vil ofte forsvinde igen efter et længere stykke tid. Forældre kan her være med til at hjælpe. Den bedste (og biologisk rigtige) stilling for afføring er faktisk nede på hug.

I den nuværende situation må man derfor undgå, at jeres dreng sidder på et alt for højt toilet, hvor benene ikke engang kan nå gulvet. Hvis der en dag er et større udfald af tarmen, kan man smøre med lidt klar gel og herefter (i liggende stilling) forsigtigt fatte om det udfaldne og trykke det på plads igen. Hvis afføringen har tendens til at blive hård, må man sørge for, at barnet får rigelig med fibre i kosten og evt. i en periode supplere med et simpelt afføringsmiddel. Det vil kun meget sjældent være nødvendigt at skulle foretage kirurgiske indgreb. Børnekirurgi er ikke et selvstændigt speciale, men hvis I stadig er usikre på, hvad det kan være, og vil have jeres dreng nærmere undersøgt, må det være hos en speciallæge i kirurgiske mave-tarm sygdomme, der også har børn som patienter.

Venlig hilsen

Dennis Raahave Speciallæge,

dr.med. Kirurgi og mave-tarm-sygdomme

Sidst opdateret: 30.11.-0001