OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg er meget afhængig af min mor

Spørgsmål

Kære netdoktor.

Det er et langt og inviklet spørgsmål, som jeg snart ikke selv kan finde hoved og hale på. Hele problemet startede for mange år siden. Da jeg var 9 år fik jeg min første depression. Efter det havde jeg ca. 1 depression om året, indtil jeg startede i gymnasiet. Allerede i folkeskolen mødte jeg den første psykolog, som dog ikke hjalp. I gymnasiet fik jeg god hjælp, og jeg lærte endelig at fortælle mine venner hvad jeg virkelig fejlede, når jeg ikke var i skole. I slutningen af 3.g, mødte jeg min nuværende kæreste. Da han så, hvordan jeg havde det under en depreesion, insisterede han på, at jeg skulle gøre noget ved det. Ellers ville han ikke blive hos mig. Vi tog derfor ind til min læge, som mente, at jeg var maniodepressiv. Det havde han og min mor troet i en del år, uden de havde sagt det til mig. Det var et stort chok for mig, og jeg begyndte kort tid efter at gå ved en psykiater. Hun kom dog frem til den konklusion, at jeg ikke er maniodepressiv, hvilket var en stor lettelse. Jeg skiftede herefter til en anden læge, som hjalp mig, når jeg havde depressioner, og jeg fik også medicin (zoloft) imod det.

Skæbnen ville så, at jeg kom til at arbejde i sundhedssystemet, og end dag slog mig selv op i computeren, for at se om jeg nogensinde havde fået taget blodprøver. Der kunne jeg se, at min tidligere læge for mange år siden havde taget blodprøver for mit stofskifte. Tallene viste tydeligt, at jeg havde meget lavt stofskifte. Så lavt, at laboratoriet har ringet svaret ud til lægen, men han har ikke reageret på det. Nu kom jeg så endelig i behandling for lavt stofskifte, og har siden fået det meget bedre. Jeg har ikke haft en eneste depression siden, og er blevet meget mere frisk.

Jeg har bare et problem tilbage. Da jeg tit havde det dårligt, og have meget brug for mine forældres og min søsters hjælp da jeg var ung. Især når jeg var deprimeret, har jeg nu svært ved at løsrive mig fra dette. Jeg snakker med min mor næsten hver eneste dag. Hvis jeg ikke ringer til hende, ringer hun til mig. Det hele bliver besværliggjort, af at jeg er en smule hypokonder. Hver gang jeg fejler det mindste, går jeg til hende med det. Jeg har også svært ved at lade være med at fortælle det til andre, hvis jeg f.eks har ondt i ryggen eller maven. Det er rigtig træls, for jeg prøver på at lade være, men det er som om det er en ond cirkel, jeg ikke kan komme ud af. Hvis jeg virkelig er syg, hvilket jeg var for nylig, kan jeg finde på at ringe efter min mor midt om natten. Dagen efter er jeg virkelig flov over at jeg gjorde det.

Det er dog som om, at når jeg er syg sker der et eller andet mærkeligt i mit hoved. Jeg bliver ligesom et hjælpeløst barn, der bare må have hjælp af sin mor. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at komme ud af det, men jeg er i tvivl om hvordan jeg skal gøre det. Jeg har jo ikke lyst til at såre nogen. Min mor hjælper mig altid, og siger aldrig fra. Jeg tror også hun har svært ved at sige fra, og tro på at jeg er voksen. Og så længe jeg stadig ringer efter hende midt om natten tror jeg aldrig at jeg bliver voksen. Når jeg er allermest ked af det har jeg bare lyst til at rejse til et helt andet land og starte forfra, men det hjælper jo ikke noget. Jeg vil jo gerne bliver her og få tingene til at fungere. Hvad skal jeg gøre?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Tak for dit brev, som viser mig, at du har stor selvindsigt og derfor gode muligheder for at komme videre i dit liv, således at du kan føle dig rask og tilfreds med din tilværelse. Det er meget forståeligt, at du har gjort dig afhængig af hjælp og støtte fra din mor, som har hjulpet dig godt, da du tidligere var syg og havde behov for hende. Hvor var det godt, at du fandt frem til den virkelige årsag til din sygdom, nemlig for lavt stofskifte, således at du omsider kunne få den rigtige behandling. Din virkelighed i dag er, at du er kommet over dine depressioner og andre symptomer, og at du nu er fysisk og psykisk rask. Og det vil jeg ønske dig tillykke med! Dit problem er, at du stadig er tilknyttet tanken om, at du er syg, og du er bundet af dine gamle vaner med henblik på at kontakte din mor hver dag og specielt når du har det svært.

Dit arbejde består i, at du tænker anderledes om dig selv og slipper de gamle tanker - f.eks. at du hver dag siger til dig selv: "Jeg er rask og sund" "jeg er i en alder af 26 år en selvstændig kvinde, der bedst selv ved, hvad der er godt for mig" "jeg takker min mor for den hjælp hun har givet mig, men jeg behøver den ikke mere, og det kan hun godt tåle at høre" Jeg er sikker på, at din mor vil blive lettet og glad over at mærke, at du nu er i stand til at klare dig selv - og i stedet for at jeres kontakt har været præget af, at din mor skulle hjælpe og støtte dig, kan I begynde at foretage jer hyggelige og sjove ting sammen - gå på café, gå i biografen, høre musik eller andet, som kan virke opløftende på jer begge.

Jeg kan anbefale dig at læse bogen af Byron Katie: "Elsk det som er", idet denne bog kan hjælpe dig til at tænke nogle andre tanker om dig selv , og i bogen er der vejledning til, hvordan du kan arbejde med at få en mere positiv tilgang til dit liv. Hvis du har behov for en mere personlig støtte til at komme videre i dit liv - stiller jeg mig gerne til rådighed, idet jeg som psykoterapeut har erfaring med, hvordan man kan ændre sin tankegang om sig selv.

Bedste hilsener

Birgitte Winkel

Samlivsterapeut

Sidst opdateret: 20.02.2009