OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
For snart 2½ uge siden var jeg oppe i små 4000 m højde med lift og har efterfølgende fået højdesyge. Jeg opholdt mig i højden i 4 timer, og efter ca. 3 timer begyndte jeg at få ondt i brystet. Symptomerne de efterfølgende dage var derudover sovende hænder og fødder samt tør hoste. Det var dog først efter 1 uge, da jeg kom hjem fra ferie og konsulterede min læge, at jeg fik endeligt bekræftet, at det var højdesyge, og det var først da, jeg agerede på det. Det vil sige, at jeg nu i lidt over en uge har hvilet maksimalt, og symptomerne er taget af, men jeg har dog stadig en sovende fod og let hovedpine. Ingen af symptomerne er permanente. Kan det passe, at symptomerne kan vare ved så længe, og kan jeg evt. få medicin udover Panodil for at komme symptomerne til livs? Kan jeg først begynde at dyrke sport igen, når jeg er absolut symptomfri?
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Højdesyge opstår i forbindelse med at man bevæger sig for hastigt op ved f.eks. bjergbestigning. Undersøgelser har vist at der er en klar tendens til at forværre symptomerne jo mere man anstrenger sig på opstigningen. Personer i god form har øget risiko for højdesyge, formentlig af den basale årsag, at de magter en hurtigere opstigning rent fysisk end personer i dårlig form. Den akutte højdesyge vil først og fremmest vise sig som påvirket vejrtrækning og påvirket bevidsthedsniveau. Begge dele skyldes udtrædning af væske i lunger og hjerne.
Behandlingen af højdesyge er prompte nedstigning og aklimatisering. Dette vil i mange tilfælde kunne redde personens liv, men desværre ikke altid. Behandlingen er i alle tilfælde symptomatisk baseret på det symptombillede som patienten frembyder. Der findes en medicinsk behandling i form af acetazolamid, kendt som Diamox®, men der er tale om en behandling som skal opstartes i den akutte fase. I nogen situationer kan den også anvendes forebyggende, men det er dog mindre udbredt. Det er ukendt hvor længe symptomer tilskrevet højdesyge kan holde sig, men alle symptomer bør i princippet forsvinde igen efter nedstigning. Jeg mener godt du kan begynde at starte op med motion igen med forsigtighed, blot er det væsentligt at ophøre med træning igen hvis dine symptomer forværres herved. Ellers er der blot at afvente den spontane bedring som formentlig vil komme gradvist.
Med venlig hilsen
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 15.10.2009