OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Mavesmerter - hvad kan det skyldes?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har i snart to år haft ondt i den ovre del af maven med svien, gnaven og svien op i halsen. I juni 2008 fik jeg lavet en gastroskopi, der konststerede at jeg havde gastritis og fik samtidig fjernet en lille godartet polyp. Jeg blev behandlet i nogle måneder med syrehæmmende medicin og kunne så klare mig i nogle måneder uden medicin. Efter to gange med meget ondt i maven ordinerede lægen igen syrehæmmende medicin og hvis det ikke hjulpede, ville han have, at jeg atter igen fik lavet en gastroskopi. Det fik jeg så lavet i januar i år. Den viste fortsat gastritis, men ikke meget og jeg fik også denne gang fjernet en lille polyp. Jeg spiste igen medicin indtil maj måned. Under all denne tid har jeg spist mad, der ikke giver mig for meget ondt i maven, ingen alkohol og kun en smule kaffe i de gode perioder. Nu har jeg klaret mig uden medicin i snart over et halvt år, men har i stort set daglig ondt i maven og for meget mavesyre. Som jeg har det nu, kan jeg holde det ud og i de lidt dårligere perioder, lader jeg være med at drikke kaffe. Jeg har tidligere i mit liv lidt af gastritis, men ikke under en så lang periode som nu. Grunden til at jeg skriver til jer er, at jeg bekymrer mig for at mit maveonde kan udvikle sig til mavekræft, da jeg bliver ved med at have ondt i maven. Synes I, at jeg endnu en gang skal blive undersøgt, for at være sikker på at alt er ok?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Smerter i maven er jo et signal om, at ikke alt er som det burde være. Imidlertid kan det være lidt af en detektiv-opgave at finde ud af, hvad smerterne skyldes. Selv om du umiddelbart har symptomer på, at generne kunne stamme fra spiserør, mavesæk eller tolvfingertarmen, viste gastroskopierne jo blot lidt gastritis. Imidlertid skal man se på tarmkanalens funktion som en helhed dvs. hvis funktionen er hæmmet længere nede i tyktarmen kan det medføre, at mavesækken tømmer sig dårligt, og derved giver de symptomer, du har. I nogle tilfælde vil der da samtidig være mindre forstyrrelser i afføringen, men det behøver ikke at forekomme. Den hæmmede funktion af tyktarmen er meget udbredt i den vestlige verden og fører til en ophobning af afføring, der kan give mavesmerter og oppustethed. Der findes en undersøgelse, der kan vise om dette skulle være tilfældet for dig, nemlig den såkaldte passagetid igennem tyktarmen. Det er altså en undersøgelse af tyktarmens funktion, modsat en kikkertundersøgelse, hvor man direkte kan se indvendig, hvordan tarmen ser ud. Der bør samtidig foretages en ultralydsundersøgelse, for at se, om der kunne forekomme galdesten samt tages en række blodprøver for at undersøge funktionen af lever, bugspytkirtel og tarm. Jeg har undersøgt og behandlet mange patienter, hvor gastroskopien ikke førte til diagnosen, men hvor det netop var tyktarmens funktion, der var lidende. Når den nævnte undersøgelse af passagetiden er blevet foretaget (Tarmlaboratoriet/Helsingør), kan man iværksætte en kombineret behandling, der formentlig vil kunne fjerne dine klager. En ny gastroskopi tjener således ikke umiddelbart noget formål.

Venlig hilsen

Dennis Raahave Overlæge,

dr.med. Speciallæge mave-tarmsygdomme

Sidst opdateret: 22.11.2009