OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Smerter i brystet - eller i maven!

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har et spørgsmål, jeg håber I kan svare mig på. Først kommer lige en længere forklaring. Jeg har i flere år lidt af kraftige smerter i brystet. Nogle gange går der ikke mere end nogle timer imellem "anfaldene", mens der andre gange kan gå flere måneder imellem.

Smerterne kommer oftest i bølger. De varer nok omkring 2-5 minutter, og kommer så med nogle minutters mellemrum. Det er dog meget uregelmæssigt. Jeg mærker først smerterne som en trykken i halsen. Der går herefter ikke længe før jeg får en meget kraftig stikken/trykken i brystet, omkring solar plexus. Jeg får svært ved at trække vejret helt, og jeg panikker ofte, da jeg bliver bange over de kraftige smerter. Jeg plejer at sidde på knæene med hovedet mellem benene - det hjælper lidt at være helt "krøllet sammen". Jeg græder og hiver efter vejret imens, men det skyldes måske mere at jeg bliver bange.

Jeg har været ved min egen læge flere gange igennem årene med dette problem, men blev aldrig undersøgt. Efter flere år sagde jeg til ham, at jeg meget gerne ville undersøges nærmere. Han sendte mig herefter på sygehuset, hvor jeg fik foretaget en scanning af maven, hvor de ville se efter galdesten, men ingen fandt. Efter det har jeg været til flere undersøgelser for bl.a. mælkesyre allergi, som heller ikke viste nogle tegn. Jeg har ligeledes været til en kikkertundersøgelse af maven og tarmene, som heller intet viste. Jeg har herefter lidt mistet modet. Jeg er ikke typen der plejer at besøge min læge særlig ofte, og synes selv det føles alvorligt, men det er svært at blive ved at forsvare sig selv, når alle undersøgelser viser, at der intet er galt. Men smerterne er der endnu. Min mor og min mormor er begge blevet opereret for galdesten, og når min mor beskriver de smerter hun havde for mig, stemmer de meget overens med mine. Nu kommer mit spørgsmål så langt om længe;) Kan man se på en scanning om der har været galdesten inde i galdeblæren? Hvis stenene er små nok til at komme ud gennem galdevejene? Jeg ved ikke om man kun kan se stenene så længe de er der, eller om der er "spor" efter dem? Jeg håber I kan svare på mit spørgsmål.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Akutte anfald af smerter skal man naturligvis forsøge at finde en forklaring på, for at kunne komme dem til livs. Du beskriver, at smerterne kommer i brystet, men nævner også solar plexus, som jo ligger i toppen af maven, med ribbene på hver side. Her er vi til en nok ved sagens kerne, idet både lidelser i maven dvs. fra bughulens organer og fra brystkassens organer, kan give de samme smerter. 1

. Når det har stået på i så mange år, må man kunne udlukke at det drejer sig om noget "farligt". Min strategi ville i første omgang være at få tjekket hjertet med et ekg, og lungerne med en røntgenundersøgelse.

  1. Turevise smerter er ofte et tegn på, at "noget" er ved at passere i et rørformet organ, men med besvær, derfor smerterne. Du har jo en ret udtalt disposition til at kunne få galdesten, og det er rigtigt, at en ultralydsundersøgelser ikke altid er sikker nok, hvis de er meget små f.eks mindre en peberkorn. Hvis et anfald skyldes, at der er passeret en sten, så "trækker det spor" efter sig, idet der ofte vil være en stigning i forskellige blodprøver (lever-galdetal). Der kan også være lys afføring og mørk urin. Der kan også forekomme en forsnævring af udløbet af galde i tolvfingertarmen- uden sten. Den undersøgelse, der kan afsløre, om der er små sten i de dybe galdeveje eller forhindret afløb af galde, hedder MRCP (Magnetisk Resonans Cholangio-Pancreaticografi), og er en særlig form for scanning. Hvis der er sten eller forsnævring, skal der så foretages en behandling, med kikkert- eller anden form for kirurgi.

  2. Et anfald kunne også stamme fra tyktarmen ("Tarm-krampe"), når den forsøger at bringe luft og afføring videre, men måske i forvejen er udspilet. Du skriver imidlertid ikke noget om at være jævnligt oppustet eller hvordan dit afførings-mønster er. En undersøgelse af tyktarmens passagetid med røntgenfaste markører vil her kunne være til stor hjælp. Jeg vil mene, at man vil kunne finde en forklaring på sådanne svære smerte-anfald - efter en plan, som skitseret ovenfor - og dermed have nøglen til behandling. Undersøgelserne skal foregå i speciallæge- eller hospitals-regi.

Venlig hilsen

Dennis Raahave Overlæge,

dr.med. Speciallæge, mave-tarm sygdomme

Sidst opdateret: 04.04.2010