OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor.
Jeg har i halvandet år haft irritabel tyktarm , og det generer mig utrolig meget. Jeg er fysioterapi-studerende, og sygdommen bliver værre og værre hele tiden, hvilket passer rigtig dårligt ind i mit liv. Jeg har læst her på Netdoktor, at man kan komme på tarmlabratorie og blive undersøgt i Helsingør, men min læge kendte ikke til dette. Findes det andre steder i Danmark?
Da min sygdom startede, var det lige samtidig med, at jeg fik kat. Kan det have noget med hinaden at gøre? En allergisk reaktion for eksempel? Jeg håber snart, min sygdom stopper, for den taget til måned for måned, og hver dag er snart en kamp for at klare skolen, job og sport.
Med venlig hilsen en spørger
Kære Spørger
Irritabel tyktarm er jo meget udbredt i den vestlige verden, og selvom du ikke skriver noget om dine symptomer, må jeg gå ud fra, at du både har mave-gener med oppustethed, smerter og afførings-forstyrrelser under en eller anden form. Samtidig har du halsbrand og får et lægemiddel mod mavesyre.
Vores undersøgelser i Tarmlaboratoriet/Helsingør har her vist, at mange lider af den såkaldte skjulte forstoppelse, som betyder, at der er for meget afføring ophobet i tyktarmen, selv om man går på toilettet hver dag. Det kan så medføre, at mavesækken tømmer sig dårligt, og man får yderligere sure opstød og halsbrand. Dette kan man få bekræftet ved at foretage en undersøgelse af passagetiden igennem tyktarmen. Resultatet af denne undersøgelse er afgørende for den behandling, man herefter vil starte op, som består af kostråd, væske, motion, og et særligt lægemiddel til at stimulere især tyktarmens funktion. Herefter vil generne begynde at forsvinde.
Det er usandsynligt, at det er kattens skyld. Udover at sådanne undersøgelser foregår på Helsingør Hospital/Tarmlaboratoriet findes der også en afdeling på Kommunehospitalet i Århus.
Venlig hilsen
Dennis Raahave Overlæge, dr.med.
Speciallæge i mave-tarmsygdomme
Sidst opdateret: 10.11.2010