Lyskebrok under graviditeten

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er gravid i 25. uge og har fået konatsteret lyskebrok. Jeg opdagede udposningen i højre slyske i starten af december måned 2010. Nu her lidt over en måned efter har jeg været til læge da den er blevet markant større og bliver enormt øm hen af eftermiddagen og jeg får en generende tyngdefornemmelse ned i undelivet. Mit spørgsmål er: - Må man føde naturligt når man har brok? - Hvad kan en fødsel gøre ved brok, og omvendt?

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Et lyskebrok fremkommer som en bule i lysken, der oftest vil være størst, når man står op og forsvinder, når man ligger ned. Brokket opstår, fordi bughinden presser sig ud igennem en åbning fra bughulen til lyskekanalen, og danner en lille sæk. Broksækken kan indimellem komme til at indeholde tarme. Under graviditeten stiger trykket i bughulen i takt med at fosteret og livmoderen vokser. Brokket kan derfor ogå blive større. Den eneste behandling, der er effektiv, er at foretage en operation. Imidlertid er man tilbageholdende med det under graviditeten, med mindre brokket er blevet indeklemt. Det viser sig ved, at man får konstante smerter i brokket, bulen bliver hård, huden bliver rød og varm, og der kan komme opkastninger. Hvis det er tilfældet, må man operere akut. For en årrække siden anvendte man i nogle tilfælde et brokbind. Således fandtes der underbenklæder med en lomme svarende til lysken, hvor en lille pude kan levere et fast tryk, så brokket ikke kommer frem. Det ville man med fordel kunne anvende i dagens løb. Man skal altså kunne føde naturligt, med et lyskebrok.

Venlig hilsen

Dennis Raahave Overlæge, dr.med.

Mave-tarm kirurg Speciallæge, mave-tarm sygdomme

Sidst opdateret: 09.03.2011