Jeg lider af voldsomme mavesmerter

Spørgsmål

Jeg lider af voldsomme mavesmerter. De kommer gennemsnitligt en gang om måneden og varer et døgn +/- 5-10 timer. Smerterne kommer ikke i forbindelse med min menstruationscyklus, tværtimod. De kan opstå både en uge eller to før eller efter og under min menstruation . Jeg har ført dagbog over, hvad jeg har spist, og ingen mad er årsag til smerterne.

Jeg oplevede smerterne fra tre år siden for første gang. Efter første gang kom de cirka hver anden måned, men efter et års tid er de kommet cirka en gang om måneden de sidste to år. De sidder midt i maven i den øverste del. Jeg kan hverken spise eller drikke omkring de første 20 timer det står på. I 90 % af tilfældene kaster jeg op. Ofte kaster jeg op hvert 20. minut i seks timer cirka. Til sidst hiver den i mavesyrerne, da der ikke er mere tilbage i maven. Jeg har hverken feber , dårlig mave eller andre symptomer, mens smerterne står på.

Jeg har været til ultralydscanning , koloskopi- og gastroskopi undersøgelse, fået et utal af blodprøver , indvendig livmoderscanning og MR-scanning . Ingen af disse undersøgelser har givet svar på smerterne. Alt har været normalt. (Alle undersøgelser er foretaget, mens jeg ikke havde smerter i maven). Jeg har både taget ibuprofen, panodil og ipren, mens smerterne har stået på, men de har ikke virket mod smerterne.

Smerterne opstår lige pludseligt. De kommer oftest til aften eller om natten, men kan også opstå i løbet af dagen. Smerterne giver mig en udmattet følelse, da jeg ikke kan sove på grund af de kraftige smerter. De gør mest ondt, hvis jeg ligger udstrakt. Jeg må altid melde mig syg fra arbejde, når smerterne er der, da de er så kraftige, at jeg ikke kan lave noget, gå eller stå. Det har nu stået på i tre år og jeg kan snart ikke holde til det mere.

Jeg håber I kan hjælpe til, hvad det kan være eller hvilke andre undersøgelser jeg kan gennemgå, da min læge har svært ved at hjælpe mig.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Lægerne på DoctorsOnly har debatteret problemstillingen på baggrund af spørgers oplysninger. Der har været flere interessante bud på, hvordan spørgeren kan komme videre med udredning, som forhåbentlig kan resultere i, at hun får en endelig diagnose.

Gynækologisk undersøgelse

Tanken falder hurtigt i retning af endometriose , men da symptomerne viser sig uden hensyntagen til menstruationscyklus, og det faktum at tidligere røntgen /scanningsundersøgelser ikke viser noget, må denne diagnose frafaldes. Men skulle der opstå smerter eller blødning i forbindelse med samleje , skal du måske overveje en gynækologisk undersøgelse .

Mave-tarm lidelse

Da smerterne er lokaliseret i den midterste/øverste del af maven, er det nærliggende at overveje en mave/tarm lidelse. Man må antage, at galdesten er udelukket ved de allerede udførte undersøgelser. Smerternes placering svarer til tyndtarmens placering Morbus Crohn, og derfor kunne en betændelsestilstand i tarmen være en mulig årsag. Det kan man undersøge med en såkaldt kapsel-endoskopi, hvor man sluger et lille kamera i pilleform, der fotograferer tyndtarmen.

Allergi /reaktion for bestemte fødevarer bør også overvejes, og eventuelt kortlægges gennem en registrering af kosten over en periode. Hvis mave/tarm funktionen ikke er i orden, hvilket vil sige regelmæssigt og normalt afføringsmønster, kan tarmens bevægelsesmønster, den såkaldte motilitet, være påvirket og give smerter af kolikagtig karakter.

Øvrige overvejelser

En debattør har oplevet en lignende tilstand, der udgik fra lungerne, hvor der dog også var blodtilblandet hoste. Diagnosen blev her stillet ved en kikkertundersøgelse af luftvejene . Ryglidelser må også overvejes, da smerterne stemmer overens med et bestemt segment af nerver, der udgår fra den nederste del af brysthvirvlerne. Dernæst må det naturligvis også overvejes, om det kan være psykisk betinget, en stress-tilstand eller andre udefrakommende belastninger.

Som en mere sjælden overvejelse kan man tænke på en hormonproducerende tumor et sted i kroppen, der via hormonel påvirkning af tarmen giver smerter. Vi håber, det giver anledning til nye tanker omkring diagnostik og behandling af spørgerens symptomer. Spørgeren kan diskutere ovenstående med sin egen læge, og i fællesskab kan de lægge en plan for, hvordan spørger kommer videre.

Venligst Lægerne fra DoctorsOnly

Netdoktor har indgået et samarbejde med DoctorsOnly, som er et eksklusivt online netværk for læger i Danmark. Udvalgte spørgsmål, der er blevet sendt til Netdoktors brevkasse, vil blive videresendt til DoctorsOnly.dk, hvor alle lægerne i netværket kan bidrage med deres bud på, hvad der kan være i vejen, og hvordan spørger bedst kan hjælpes videre. Netdoktor videresender kun spørgsmål med spørgers accept, og spørger forbliver anonym.

Sidst opdateret: 12.10.2011