OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Min penis er 9cm - vil en penispumpe gøre den større?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg vil gerne spørge, om penispumper rent faktisk virker. Min penis er nemlig kun 9 cm i stiv tilstand. Det gør sex lidt besværligt, og det er ikke særlig tilfredsstillende for min kæreste. Der er visse positioner under sex, som kan gøre det nemmere, men jeg er stadig ikke i stand til at tilfredsstile min kæreste ret godt.

Min kæreste har spurgt mig omkring det med en penispumpe, men jeg ved ikke mere, end hun selv gør. Jeg håber derfor, I kan hjælpe mig, så jeg ved, om en penispumpe kan hjælpe mig med at forbedre mit sexliv.

Venlig hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Det forholder sig med penis lidt som med hænder, fødder, ører og næser - alle mænd har dem, men deres form og størrelse varierer betydeligt fra den ene mand til den anden. En stiv penis på ni centimeter er nok lidt under gennemsnittet, MEN absolut inden for normalområdet!

For nogle år siden lavede en amerikansk specialist i urinvejssygdomme en undersøgelse af penisstørrelsen hos 80 fuldstændig sunde og raske mænd, og her viste det sig, at gennemsnitsstørrelsen i rejst tilstand var 12,8 centimeter. Størrelsen på de 80 rejste penisser varierede fra syv til 19 centimeter. Som du kan høre, er der altså intet som helst galt med dig og din penis - og mænd med meget store penisser oplever typisk flere seksuelle problemer (især samlejesmerter hos partner ) end mænd med små penisser.

Det gælder om at udnytte sin anatomi så godt som overhovedet muligt - og hvis din kæreste ikke føler sig tilfredsstillet, må I tænke kreativt. For eksempel kan I eksperimentere med at bruge fingre og tunge, når I har sex - eller I kan forsøge jer med en dildo/vibrator, som fås i de fleste sexforretninger eller på nettet. Det er kun de færreste kvinder, som får orgasme alene ved at mærke penis i skeden - for langt de fleste handler tilfredsstillelsen om at stimulere klitoris og skedeåbning med finger eller tunge før, under eller efter, at penis er i skeden. Det vigtigste er egentlig, at I tør prøve jer lidt frem - og er åbne og ærlige om, hvad I har lyst til, og hvad der føles rart.

Du skriver, at I allerede eksperimenterer med forskellige samlejestillinger, og det er godt. Find ud af hvordan I kan lide det, og husk: det er kun fantasien, der sætter grænser. Der er ingen facitliste til god sex, ligesom der heller ikke er nogen facitliste til, hvordan en penis skal se ud, eller hvor lang den skal være.

Hvad penispumperne angår, kan jeg desværre ikke anbefale dem som middel til penisforstørrelse. Det kan ganske vist ikke udelukkes, at penis vil blive en smule større ved hyppig brug - men forstørrelsen skyldes nok især irritation og hævelse af vævet, mens de såkaldte "svulmelegemer" (som fyldes med blod under rejsningen) sandsynligvis ikke ændres. Derfor er forandringerne af penis typisk forbigående, og ved hyppig/overdreven brug risikerer man småblødninger og smerter.

Summa summarum: Du er fra naturens hånd udstryret med en penis, som er lidt mindre end gennemsnittet, men stadig absolut normal. Jeg må fraråde brug af penispumpe (for slet ikke at tale om alverdens mærkelige maskiner, trækketeknikker og fuplægemidler, som er i omløb på internettet). Jeg vil i stedet opfordre dig og din kæreste til at eksperimentere og lege jer frem til det, som fungerer for jer. For som det gamle ordsprog lyder: "Det handler ikke om størrelsen, men om gørelsen".

Held og lykke!

Christian Graugaard, læge med speciale i sexologi

Sidst opdateret: 30.11.-0001