OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Min mand og jeg går skævt af hinanden. Hvad går der galt og hvad kan jeg gøre?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg skriver, da jeg virkelig er kørt helt fast og har brug for hjælp. Min mand og jeg har kendt hinanden i 12 år og været gift i 6 år. Vi har 2 skønne børn, en pige på 7 år og en dreng på 3 år. Vi bor et dejligt sted i et skønt hus. Vi har begge fast arbejde, som vi er tilfredse med. Vi har gode venner, og børnene trives i skole og børnehave med venner og fritidsinteresser. Vi er alle sunde og raske.

Min mand og jeg burde have de bedste betingelser for at have det godt sammen, men det har vi ikke. Jeg har den skønneste mand. Han er dejlig, sød, en super far og en god kæreste. Men vi kan ikke længere finde ud af at være sammen. Helt bogstaveligt talt!

Det startede for flere år siden med, at han langsomt begyndte at irritere sig over noget, jeg gør. I hans øjne ligger jeg for eksempel hans tøj det forkerte sted, siger en forkert lyd, lukker skuffen på den forkerte måde, sidder forkert på stolen, nynner eller synger for mig selv på en forkert måde, og mange andre småting. I starten ignorerede jeg det og lagde egentlig ikke noget i det, men nu bliver jeg såret. Jeg synes, det er småting, og jeg føler, at han sætter begrænsninger for mig. Desuden er han utroligt humørsvingende. Den ene dag kan han være i udmærket humør, og pludselig bliver han meget indadvendt, sur og vil ikke tale med mig og heller ikke værdige mig et eneste blik. Han kan finde på at komme ind af døren uden at sige hej eller give nogen form for kærtegn overhovedet. Sådan kan det vare i dage, og på det seneste også uger. Jeg får en klump i maven og bliver frustreret over den trykkede stemning. Og hertil kommer, at vores store pige godt kan fornemme den kolde stemning.

Jeg har prøvet alt! Lige fra at lade ham være og håbe, at det går over af sig selv. Men jeg synes ikke, det er rimeligt, at jeg skal gå med alt det. Jeg stiller ikke krav til ham om bestemte ting, hverken husligt eller andet, og han kan gøre hvad han vil i forhold til at være sammen med venner og lave noget sportsligt, som han interesserer sig for. Han cykler, løber og spiller volley, og dette får vi selvfølgelig passet ind i vores program.

Han er en utrolig vellidt person i alle sammenhænge, men overfor mig er det nærmest psykisk terror. Den sidste måned har vi ikke talt om andet end praktiske ting. Jeg synes, det er en befrielse, når han ikke er hjemme, eller når jeg har vagt i kraft af mit arbejde.

Sex er der ikke noget af denne måned! Det skal nævnes, at jeg flere gange det sidste stykke tid har arrangeret en dag eller weekend for bare os to, netop for at få tanket på par-kontoen. Da han overhovedet ikke vil tale om vores problemer, har jeg foreslået ham, at vi går til parterapi eller opsøger en anden udefrakommende person, der kan hjælpe os. Han mener dog, det er bedst, han selv tager afsted til "noget", da det er ham, der har et problem.

Hvad handler dette om? Kan jeg gøre noget for at komme den dårlige stemning til livs? Kan I komme med gode råd eller forslag? Det skal lige nævnes, at vi kommer fra meget forskellige hjem. Jeg er opvokset med mor, far og lillebror i et meget åbent hjem med mange mennesker og interesser. Min mands forældre blev skilt, da han var 3 år, og han er opvokset hos moderen med en stedfar. Min mand husker sin barndom som lidt kedelig, har siddet meget for sig selv med bøger og tv og føler ikke det store, når han tænker tilbage på sin barndom.

Jeg elsker min mand og nægter, at dette skal skille os ad. Derfor håber jeg at kunne få et råd om, hvad jeg kan gøre ved vores parproblemer.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Tak for din mail, som så klart beskriver dit problem: At du er gift med en mand, som du elsker, men som i den senere tid ikke har vist dig nogen form for opmærksomhed eller kærlighed.

Det er vigtigt, at du reagerer på hans ændrede adfærd, for I har begge brug for en ændring af jeres situation. Det virker også som om denne ændring skal komme fra dig, da han ikke er villig til at tale om, hvad der sker.

Hvad kan du selv gøre for at komme den dårlige stemning til livs, spørger du. Selvom det kan være svært, må du forsøge at sende ham kærlige tanker med forståelse for, at han har det svært med sig selv. Du må rense dig for de negative påvirkninger, der kommer fra ham ved at tage dig godt af dig selv – finde glæde sammen med børnene, i dit arbejde, i din fritid, så din mands dårlige humør ikke smitter af på dig. Du kan håbe, at din kærlighed til ham og dine ønsker for at bevare jeres forhold kan bidrage til, at han kan åbne sig overfor dig, således at I kan få genoprettet en kontakt.

Den kendsgerning, at I er vokset op i meget forskellige hjem, hvor du har været vant til en åben, glad stemning, og han har gået lidt for sig selv med sine tanker og følelser, kan være grunden til, at han har svært ved at give udtryk for, hvordan han har det med sig selv og sit forhold til dig. Det er noget, han må lære nu, hvor det går ud over jeres forhold. Så dit forslag om, at han får hjælp ved at opsøge en psykolog og går i terapi, vil være en god løsning, men det kræver selvfølgelig, at han er villig til at arbejde med sig selv. Det er helt klart, at I ville have glæde af hjælp udefra til at løse knuderne imellem jer, og hvis ”terapi” virker skræmmende på ham, kan han opsøge en coach, der mere vil tage udgangspunkt i hans aktuelle situation og ikke ”grave” så meget i hans fortid.

Det kunne også tænkes, at din mand har nogle problemer på sit arbejde i denne tid, hvor han er humørsvingende, og du kunne spørge ham, om der på hans arbejdsplads er mulighed for at få hjælp til personlige problemer. Det kunne også være rigtig godt, om I opsøgte en parterapeut, og I kunne aftale at I først hver især fik nogle samtaler alene, for derefter at tage fat i hvad der sker mellem jer, og hvordan I fremover kunne skabe et kærligt familieliv. Som du også nævner, reagerer jeres børn på den kolde stemning, så måske kunne det motivere din mand at blive gjort opmærksom på, at det ville være vigtigt for jeres børn, at I i fællesskab skaber glæde i hjemmet. Kunne hele familien have nogle positive oplevelser sammen?

Jeg ønsker dig mod og kraft til at tage initiativ til at skabe et mere lykkeligt parforhold og familieliv, og du har nu taget det første skridt, som forhåbentlig vil føre til en mere åben dialog med din mand.

Bedste hilsner

Birgitte Winkel, Parterapeut/konfliktmægler

Sidst opdateret: 30.11.-0001