Jeg har en knude ved min testikel, og jeg frygter kræft. Kan det være det?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

For 2 uger siden fik jeg voldsomme smerter i venstre tekstikel. Det gjorde enormt ondt og var meget invaliderende, da jeg normalt er meget aktiv. Nu her noget tid efter er smerten forsvundet, men på min venstre testikel kan jeg nu mærke en hård klump. Den er ret stor, næsten samme størrelse som selve testiklen. Det virker næsten som om, at de er groet sammen. Jeg kan i hvert fald ikke fornemme, at der er plads mellem de to klumper.

Hvad kan det være? Jeg er meget nervøs for kræft, men kan en knude blive så stor? Jeg bor i udlandet, så er lidt tøvende med at gå til lægen, men det kan selvfølgelig blive nødvendingt. Nu ved jeg ikke, hvordan en knude skal føles, men min klump er hård som sten. Den føles næsten som en 3.testikel.

På forhånd tak.

Hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Selvfølgelig skal du søge læge. Enten har du en knude, som bør opdages, eller også fejler du noget andet, som højst sandsynligt ikke er farligt - og så vil oplysningen berolige dig.

Hos en mand på 31 år må man udelukke kræft i testiklen. Det hænger nemlig ikke sammen med, at du havde ondt, da du opdagede knuden. Testikelkræft viser sig ved en knude inde i testiklen, og oftest er den ikke øm, når der er tale om kræft.

Ved enhver tvivl bør der udføres en ultralydscanning af testiklen. Det er en følsom undersøgelse for, om der er mistanke om kræft eller ej. Hvis mistanken består, bør du derefter selvfølgelig blive opereret. Det vigtigste at fortælle er, at testikelkræft nok er den kræftsygdom, hvor vi kan love den bedste prognose. Som hovedregel siger man, at en knude udenfor testiklen er godartet.

Der er imidlertid flere muligheder:

1. Siden du havde så ondt, må man mistænke en betændelse i bitestiklen . Det ejendommelige er, at selv om bitestiklen er et ganske tyndt vedhæng bag testiklen, så kan den svulme op og blive betydeligt større end testiklen, når der går betændelse i den. Behandlingen kan så blive antibiotika. Det er vigtigt at fortælle, at hævelsen hos nogle mænd først forsvinder efter 8-12 uger.

2. Du kan også have udviklet en vandcyste. Et vandbrok er en væskeansamling omkring testiklen, så denne næsten ikke kan føles. Sådanne vandbrok kan blive ret store, og ud fra din beskrivelse tror jeg ikke, det er det, du har. Derimod kan man få vandcyster i sædstrengen (ikke at forveksle med sædlederen). De er dog næsten aldrig ømme, og de føles sjældent hårde i modsætning til vandbrokket, som kan føles så hårdt, at mange frygter for, at det er kræft.

3. Ellers kan du have udviklet en blodansamling. Den kunne i princippet være opstået i forbindelse med idræt, men det er ikke særlig sandsynligt hos en mand i din alder, som ikke får nogen form for medicin. Umiddelbart har jeg ikke andre forslag.

Jeg skal dog gentage: Du bør absolut se at blive undersøgt. Uvished er værre end vished, og hvis du virkelig har udviklet testikelkræft, så bør det opdages og behandles, for så bliver du helbredt.

God bedring!

Poul Frimodt-Møller, speciallæge i urologi

Sidst opdateret: 20.11.2021