OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære netdoktor
Hvad skal jeg gøre for at få min mand til at høre efter? Han er overvægtig , har forhøjet blodtryk (195/110), får blodtryks- og kolesterolmedicin. Han drikker omkring 3 genstande dagligt, løber én gang ugentligt, spiser mindst to store tallerkner aftensmad (han er typen, der ikke levner, selvom han er mæt), får 6 halve til frokost (jeg smørrer madderne, så jeg ved, at de er rimelig sunde), og så ryger han omkring 20 smøger om dagen.
Han bruger str. 38 i bukser og 46 i skjorte. Han er arveligt belastet fra både sin far og mor, hvad angår blodtryk og kolestrol . Jeg har prøvet med "spis og æd bare løs, fordi jeg er godt sikret for fremtiden", jeg har prøvet "vil du ikke opleve dine børnebørn?", og jeg har prøvet det søde "gør det for min skyld".
Hjælp mig med at få ham til at leve sundere!
Hilsen en spørger
Kære spørger
Hvis det er til nogen trøst, så er din mand ikke alene. Tusindvis af mænd i 40’erne lever hver dag med en betydelig risiko for tidlig udvikling af hjertekarsygdomme og overdødelighed.
Sammenfatningsvis har din mand en risikoprofil med et BMI på 30 , kraftigt forhøjet blodtryk , er i kolesterolsænkende behandling , er ryger og arveligt belastet. Det indebærer, at hans risiko for at udvikle en hjertesygdom er minimum 3% inden for de næste 10 år. Det lyder måske ikke af meget, men hans risiko er faktisk mere end seks til otte gange så høj, som for en jævnaldrende normalvægtig ikke-ryger med normalt blodtryk og kolesterol.
Den gode nyhed er dog, at din mand alene ved rygestop kan halvere sin nuværende risiko, og hvis han får behandlet sit blodtryk ned til 140/90 mmHg, kan han yderligere mindske risikoen betydeligt. Senere vil han, med vægttab og hyppig motion i løbet af en årrække, kunne komme ned i samme risiko som sine jævnaldrende. Det er med andre ord aldrig for sent! Det vigtigste for din mand lige nu er dog at få behandlet sit blodtryk, da det udgør en umiddelbar risiko for en alvorlig sygdom såsom hjerneblødning og/eller skade på hjertemusklen og i nyrerne .
Det sværeste på længere sigt er dog oftest at ændre på de dårlige vaner, som er forbundet med vores nuværende livsstil , hvor stillesiddende arbejde og indtagelse af for mange kalorier er blevet normen. Her er det vigtigt, man søger professionel hjælp. Jeg vil foreslå, at din mand skal få en henvisning af sin læge til et rygestopkursus og en diætist, og når han måske senere har mod på det, påbegynder en eller anden form for regelmæssig fysisk aktivitet. En daglig gåtur er bedre end ingenting, men motion op til moderat intensitet er bedre endnu.
Det er naturligvis en lang proces, og man kan ikke påbegynde alle disse ændringer samtidigt. Det er derfor vigtigt, at I lægger en realistisk plan, som inddrager relevant personale, så din mand over længere tid forhåbentligt langsomt kan forbedre sine forudsætninger for et bedre helbred...også ind i alderdommen.
Venlig hilsen
Anders Barasa,
Speciallæge i Kardiologi
Sidst opdateret: 20.12.2011