Annonce

Jeg har fået fjernet min ene testikel. Producerer den tilbageværende tilstrækkeligt kønshormon?

Spørgsmål

Kære netdoktor

Jeg fik for ca. 6 år siden fjernet min ene testikel efter en række operationer.

Først og fremmest havde den ene testikel trukket sig op (det har ikke havde været problem tidligere), og jeg søgte derfor læge. Jeg fik herefter foretaget en kikkertoperation, hvorefter jeg senere fik opereret testiklen ned i pungen. Der gik dog betændelse i såret og testiklen trak sig igen op. Herefter fik jeg en ny operation hvor testiklen blev fjernet.

Mit første spørgsmål lyder derfor: Kan jeg være i underskud for testeron? Oplever ikke nogen særlige komplikationer, men kan en enkelt testikel producere nok testeron? Senere fik min far konstateret testikelkræft og blev med succes behandlet derfor. Dog har jeg ladet mig høre at testikelkræft til dels er arveligt? Og da jeg allerede har fået fjernet en testikel har jeg ikke så mange "skud i bøssen" så at sige. Derfor: Bør jeg være nervøs? Og er der nogle tidlige symptomer for testikelkræft?

Hilsen en spørger

Svar

Kære spørger

Der vist ingen sikker arvelighed med hensyn til testikelkræft, men det er klart, at du er opmærksom på, om du selv får sygdommen. Der er ingen særlige symptomer, du skal være opmærksom på, men du skal med nogle måneders mellemrum føle på din testikel. Hvis du mærker bare den mindste knudedannelse i testiklen, skal du straks søge din læge.

En ultralyd scanning af testiklen er en meget sikker undersøgelse med henblik på, om der er mistanke om kræft eller ej. En sådan undersøgelse kan jo udføres engang imellem, det vil sige årligt eller med nogle få års mellemrum. Én testikel kan sagtens danne såvel det hormon du har brug for, som de nødvendige sædceller.

Jeg plejer at sige til en mand, på hvem vi har fjernet den ene testikel, at det værste er, at så har han en mindre at spilde af. Imidlertid er det heldigvis ekstremt sjældent, at en mand mister en testikel ved et uheld. Jeg håber dette er et tilstrækkeligt svar.

Venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciallæge i Urologi

Sidst opdateret: 20.01.2023




Annonce