Synkebesvær og smerter efter operation for spiserørsbrok

Spørgsmål

Kære netdoktor

Jeg blev d. 6 -1 -2012 opereret for "brok i spiserøret" . Jeg har lokaliseret mig frem til at operationen bliver kaldt Laparoskopisk fundoplikation - det kan også være det hedder noget andet. Men det lægen som har opereret mig har oplyst er, at man har virklet noget af mavesækken rundt om spiserøret, for at lukkemekanismen igen kunne virke.

Mit problem er, at jeg stadig har smerter i min mave, i højre side er det en sviende smerte, der næsten er der hele dagen, smerten ændrer sig ikke ved indtagelse af mad/væske. 3-4 gange ugentlig har jeg ondt fra mit brystben og ned til navlen. Disse smerter er sviende og trykkende - der er heller ingen ændring ved indtagelse af mad/væske. Endvidere kan jeg kun spise ca. 4 spsk. fuld mad af gangen ellers begynder det at gøre ondt ved brystbenet.

Det mad jeg spiser skal tygges meget inden jeg synker det ellers har jeg en følelse af, at maden ikke kan komme igennem spiserøret. Nogle gange føles det som om min mad sidder fast i spiserøret, når dette sker er smerterne så stærke, at jeg er i tvivl om, - er det maven eller et hjertetilfælde,- efter 4-5 min. forsvinder smerten. Udover smerterne i maven, har jeg ondt i min venstre skulder, smerterne har været der siden jeg blev operet, dog er smerterne knap så kraftige.

På nuværende tidspunkt har jeg tabt ca. 8 kilo, mit afføringsmønster er normalt, dog gør det ofte meget ondt i maven lige inden afføringen skal ud, men smerterne forsvinder hurtigt igen.

Med venlig hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger

Den operation, som du har fået foretaget, er formentlig fordi du har haft refluks af mavesyre op i spiserøret i forbindelse med dit spiserørsbrok. Operationen består i at folde den øverste del af mavesækken om sig selv, for at styrke lukkemekanismen mellem spiserør og mavesæk. Du kan nu kun spise lidt af gangen og har ofte fornemmelse af, at maden sætter sig fast, og du får smerter af det.

Det tyder på, at passagen gennem den nederste del af spiserøret er blevet for snæver efter operationen. I første omgang bør man derfor foretage en kikkertundersøgelse (gastroskopi) for at fastslå, om dette er tilfældet. Imidlertid har du jo også smerter ned i maven og i venstre skulder. De sidste kan godt stamme fra operationsområdet under den venstre side af mellemgulvet, hvor den øverste del af mavesækken befinder sig.

Mellemgulvet er den store muskelplade, der adskiller brysthulen fra bughulen. For at afklare dette nærmere, bør man foretage en CT-skanning. Du bør henvende dig til den afdeling, der har foretaget operationen, for at blive nærmere undersøgt, så man kan bedre din tilstand.

Venlig hilsen

Dennis Raahave

Overlæge, dr.med.

Speciallæge i kirurgi og mave-tarm sygdomme.

Sidst opdateret: 20.03.2023