Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Er det normalt at bløde så kraftigt under menstruation?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Jeg har haft menstruation i 14 dage, hvilket jeg selv synes er ret lang tid, men det har ikke blødt mere end normalt. I dag begyndte det pludseligt at bløde helt vildt,og jeg skyndte mig ud på toilettet og så, at det er blødt igennem mine bukser.

Og i mine underbukser lå, hvad jeg ville sige var, hele min livmoder. Det var vildt skræmmende, og jeg fik det dårligt. Jeg blev svimmel, begyndte at ryste og fik kvalme. Jeg tvang mig selv til at spise noget alligevel, for jeg tror, det var fordi, jeg havde mistet for meget blod.

Det er da ikke normalt, at hele ens livmoder falder ud på én gang? Det gjorde mig meget bange.

Håber i kan hjælpe mig.

Hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger,

Det er klart, at du blev helt vildt forskrækket. Og det er bestemt ikke almindeligt, at en ung pige oplever sådan et blodbad, som du beskriver. Men det sker.

Mange unge piger oplever uregerlige blødninger. Det vil sige snart kommer de hyppigt, snart sjældent, eller kort og kraftigt - eller ganske småt og langvarigt. Det er fordi, den naturlige hormonregulering endnu ikke er kommet helt på plads. I nogle tilfælde kan pigerne ikke klare det. Så får de hjælp med for eksempel p-piller, som regulerer og mindsker blødningerne.

I dit tilfælde har du først haft en meget langvarig blødning. Når den ikke er stoppet til sædvanlig tid efter 5-7 dage, skyldes det sandsynligvis, at den naturlige hormonændring, som sædvanligvis er med til at sætte menstruationen i gang, ikke fungerer optimalt i denne omgang. Det kan alle opleve, men har man som du sukkersyge, er det faktisk mere almindeligt. Ikke sådan at forstå, at der er noget galt med reguleringen af sukkersygen - men alligevel. Hvis blødningen ikke kommer rigtigt i gang, har slimhinden inde i livmoderhulen svært ved at blive afstødt (menstruation) men bliver ved med at vokse - fortykkes - ved hormonpåvirkningen. På et tidspunkt er den bristefærdig og afstødes måske ganske voldsomt, næsten som var det en abort, og måske i et helt stykke, som det skete for dig. Som regel er det nok til, at blødningen stopper. Og så kan du begynde forfra.

Vi ved ikke, hvor meget blod, du har mistet, men da du kom dig efter shockoplevelsen, er dit kredsløb begyndt at fungere normalt igen. Hvis du har blødt ½ liter - hvad jeg dog ikke tror, for det er rigtig meget, svarer det alligevel bare til, hvad en bloddonor giver ved en enkelt tapning. Og det gendannes hurtigt.

En anden mulighed som årsag til den voldsomme blødning kunne jo være, at du har været gravid og har aborteret af dig selv meget tidligt i forløbet, men det ved du jo bedst selv, om det kan være en mulighed.

Men jeg synes, du skal tale med din læge om det. For situationen kan jo opstå igen, hvis du er uheldig. Og så kan det måske være en idé på forhånd at tage stilling til, hvad der kan gøres ved det.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 11.07.2012




Annonce