OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Jeg er gravid og blev stukket af en hestebremse to steder. Efterfølgende hævede jeg meget op, fordi jeg er allergisk over for dem og tog derfor antihistamin, Alnok.
Jeg blev gravid enten et par dage inden eller måske først et par dage efter, at jeg tog det.
Jeg skriver, fordi jeg vil høre, om jeg på nogen måder skal være bekymret for, om det har skadet barnet? I situationen tænkte jeg slet ikke over, at jeg kunne være gravid og tog tre piller i alt i løbet af to dage, da hævelsen ikke ville forsvinde.
Hilsen en Spørger
Kære Spørger,
Det er fornuftigt af dig at gøre dig tanker om medicinindtag i forhold til din graviditet. Generelt bør du rådføre dig med din læge, hvis du er det mindste i tvivl.
Jeg kan godt forstå, du bliver bekymret over at have taget Alnok uden at vide, at du var gravid. Det behøver du imidlertid ikke være nervøs over.
Alnok er et af de ældre præparater blandt antihitaminer, og man har registreret, at mange gravide har brugt præparatet uden nogen negativ effekt på fosteret. Det er formentlig ret sikkert at anvende. Jeg mener ikke at din lave, og kortvarige, dosering vil have indflydelse på din graviditet.
Med venlig hilsen
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i Almen medicin
Sidst opdateret: 11.10.2012