OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Jeg vil spørge, om I har nogen idé eller råd om, hvad jeg kan gøre med min hikke, som jeg har døjet med i næsten et år. Det er ikke konstant. Jeg får normalt kun et hik, men til gengæld er det konstant efter hver indtagelse af mad og væsker og lignende.
Er der eventuelt noget, man kan gøre for at få det til at stoppe? Umiddelbart spiser jeg ikke hurtigt, så jeg undrer mig over, hvorfor det kommer efter hver evig eneste indtagelse af mad?
Med venlig hilsen
En spørger
Kære spørger,
Hikke skyldes sammentrækninger i mellemgulvet, der er den store muskelplade, der adskiller brysthulen fra bughulen. Selve hikke-lyden fremkommer ved, at sammentrækningen efterfølges af en hurtig lukning af stemmelæberne.
Korte episoder af hikke kan, som hos dig, udløses af mad - både hvis man er meget sulten - men især også ved et stort måltid, eller den kan komme efter kulsyreholdige drikke (brus). For meget alkohol, ophidselse og stress kan også udløse hikke.
Meget sjældent kan hikke vare flere dage i træk på baggrund af sygdomme i hjerne, hals eller fra organer i bughulen. Medicinske lidelser som sukkersyge, nyresvigt og forskellig medicin kan også medføre hikke. Det kan blive så slemt, at det går udover tale, søvn og at spise. Medicinsk behandling kan her blive nødvendig.
Når du får hikke, kan du prøve at holde vejret sålænge som mulig efter at have trukket det helt i bund. Det er et forsøg på at "låse" mellemgulvet og derved komme til at afbryde de ufrivillige sammentrækninger. Man kan også forsøge at gurgle halsen med isvand og synke det hurtigt.
Du skriver, at din hikke nu har stået på i næsten et år, og jeg synes derfor, at du i første omgang skal få foretaget en undersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarm (en gastroskopi) . En undersøgelse af en øre-næse-hals-læge kan også komme på tale.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
Overlæge, dr.med.
Speciallæge i mave-tarm-sygdomme
Sidst opdateret: 11.10.2012