Må jeg tage kvalmestillende, når jeg er gravid?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Jeg er gravid i uge 15 plus 3 dage og døjer stadig meget med kvalme. Til uge 11 kastede jeg op næsten hver dag og var i det hele taget invalideret af kvalmen.

Jeg har gået til akupunktur og fulgte alle forskrifter - men intet virkede. Til sidst kontaktede jeg min læge med henblik på eventuel medicin, og han foreslog Alnok.

Det virkede, og jeg var glad. Men så vidt jeg kan se på nettet, er det kun testet i første trimester. Så her i weekenden har jeg undladt at tage dem for at se om kvalmen var væk, men det er den ikke, selvom den ikke er så kraftig som tidligere.

Mit spørgsmål lyder derfor: Hvor længe må jeg tage Alnok, og er det ok at fortsætte lidt endnu?

Hilsen en spørger

Svar

Kære Spørger,

Ved al behandling af gravide gælder det, at der skal udvises stor forsigtighed. Det gælder primært, fordi effekten af et givent præparat på fosteret kun er kendt i ganske ringe omfang. Med andre ord; hvis ikke man med sikkerhed ved det er ufarligt, tolker man det som potentielt skadeligt!

Det er en slags 'livrem og seler'-beslutning, fordi man ikke ønsker at tage chancer. Der er naturligvis en række typisk ældre præparater, som man har en større viden omkring. Som regel vil man vælge disse præparater frem for andre.

Dét, der står omkring Alnok (Cetirizin), er, at man har 'data for flere tusinde første trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af fosterpåvirkning'. Det er relevant at se på påvirkningen i første trimester, fordi det er på det tidspunkt, de fleste misdannelser sker.

I tilfældet med Alnok har man altså registreret, at mange gravide har brugt præparatet uden nogen negativ effekt, og det er formentlig ret sikkert at anvende.

Når det så er sagt, er brugen af Alnok som kvalmestillende medicin ikke en registreret indikation for præparatet, og der findes andre alternativer.

Tag en snak med din læge, om hvordan netop din behandling skal varetages.

Med venlig hilsen,

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i Almen medicin

Sidst opdateret: 11.10.2012