Hvorfor har jeg en lav blodprocent?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Jeg er en kvinde i 30érne, som i det sidste halve års tid har haft problemer med lav blodprocent. Jeg kan være rigtig træt og kan få ondt i hovedet. Her de sidste par dage synes jeg, at jeg er blevet mere tørstig, så jeg prøver at drikke mere vand.

Da jeg for omkring halvt års tid siden bad lægen om at tjekke min blodprocent på grund af træthed og svimmelhed, var den lidt lav. Man gjorde ikke noget ved det.

Jeg købte krauterblut i Matas og stoppede efter 1-2 flasker. Da jeg var til kontrol, steg blodprocenten til ca. 7,7. Her sagde lægen, at det nu var næsten normal.

Efter et par måneder følte jeg mig utrolig træt og fik tjekket blodprocenten igen. Her faldt den til 7,0. Lægen satte mig på jernpiller, som jeg tog i mindst 1½ måned (to piller dagligt).

Da jeg så tog til lægen igen til kontrol, var blodprocenten dykket yderligere ned til 6,2. Der blev taget blodprøver, og lægen mente stadig, at det var på grund af jernmangel. Han anbefaler mig at tage 3 piller om dagen. Jeg spurgte, om min menstruation kan være årsagen til det. Ved nærmere eftertanke har jeg haft kraftige menstruationer flere gange inden for det sidste stykke tid. Lægen mener, at det er ofte årsagen til, at blodprocenten falder hos kvinder.

Jeg er bekymret og tænker, at man bør udredes yderligere for, om det nu er menstruationen, der er årsagen til det. Skal man ikke finde den underliggende årsag til, at blodprocenten falder? (f.eks. en sygdom i maven). Jeg forstår ikke selv, at man bare skal blive ved med at proppes med jernpiller uden at finde den egentlige årsag til det.

Nu har jeg forsøgt mig med jernpiller to gange dagligt, men alligevel er blodprocenten faldet til 6,2. Jeg forstår det ikke? Hvorfor kan lægen være så sikker på, at det måske er menstruationen, der kan være årsag til det?

For et år siden blev jeg opereret for en hængende/slapt øjenlåg, og efter operationen var jeg svimmel i omkring to uger. Derefter har jeg oplevet svimmelhed engang imellem. Det sker mest, når jeg rejser mig op fra sengen om morgenen. Nu sker det sjældent. Kan der være en forbindelse her med lav blodprocent?

Dengang blev jeg ikke tjekket for, hvordan blodprocenten var. Bekymrer jeg mig for meget, eller bør lægen have gjort noget mere? Skal jeg presse lægen lidt mere næste gang, hvis tre jernpiller heller ikke hjælper på blodprocenten? Jeg håber på et par gode råd.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger,

De symptomer, du beskriver, passer jo godt sammen med en lav blodprocent, og det har din læge jo så også påvist af flere gange.

Der kan være mange årsager til at blodprocenten falder. Det kan dels bunde i en (kostbetinget) jernmangel, men det kan også skyldes en blødning.

Ganske ofte vil blødning skulle findes i mave/tarm-kanalen, men der vil som regel være symptomer i form af smerter, kvalme eller ændret afføringsmønster. Det antager jeg, at din læge og dig har diskuteret.

En kraftig menstruation kan godt være årsagen til, at blodprocenten er lav hos kvinder, men med hensyn til din usikkerhed på, om det er den rigtige forklaring i dit tilfælde, bør du drøfte med din læge. Det er vigtigt, at du føler dig hørt.

Når man føler sig sikker på, at man har identificeret årsagen til den lave blodprocent, kan en vedvarende behandling med jern sagtens være en anden løsning. I dit tilfælde kunne man også prøve at mindske menstruationen - for eksempel ved brug af en hormonspiral - og se, om det kunne være en alternativ løsning.

Den mest elegante måde at føle sig sikker på, at en blødningskilde er fundet, er nu engang, at blodprocenten stiger, når blødningen er stoppet/mindsket.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 12.11.2012