Hvorfor får jeg voldsomme nældefeber-udbrud?

Spørgsmål

Fakta:

Alder:24 år

Køn:Kvinde

Vægt:72 kg

Højde:166 cm

Lidelsens varighed:8-9 mdr.

Medicin:Gestonette, Telfast

Andre sygdomme:nej

Kære Netdoktor,

Jeg har siden sidst i september lidt af voldsomme nældefeber -udbrud. Jeg startede med at få Aerius antihistaminer, som i starten hjalp mig.

Det blev dog værre og værre, og jeg måtte på besøg hos lægevagten hyppigt. De endte med at udskrive Prednisolon (steroid) til mig i 8 dage. Efterfølgende blev jeg indlagt med begyndende lukkede luftveje og var indlagt i 10 dage. Sygehuset tog adskillige blodprøver og kunne ikke finde nogen årsag til min urticaria (nældefeber).

Jeg har efterfølgende været på Aalborg allergi-ambulatorium og har fået taget biopsi, som bekræfter kronisk urticaria. Hvad de mere skal stille op, aner de ikke, da de ikke har viden nok om dette.

De henviste mig derfor til Odense Universitetshospital, som afviste deres henvisning, da de mente, min sag var for kompleks. Jeg trappede efter 3 mdr. med prednisolon ud af denne medicin, som havde meget store bivirkninger på min krop.

Hvad skal og kan jeg stille op? Jeg er nu på 4x Telfast dagligt à 250 pr. stk.. Jeg føler mig magtesløs, idet ingen læge kan hjælpe mig. Jeg tager medicin uden den store effekt. Min egen læge kan ikke hjælpe mig.

Jeg har prøvet akupunktur og zoneterapi. Dette gjorde mine nældefeber-anfald værre. Jeg håber, I vil besvare mit spørgsmål og hjælpe mig med, hvad jeg kan stille op, og hvilke muligheder jeg har? Og hvad jeg eventuelt kan prøve af anden behandling?

Med venlig hilsen,

En Spørger

Svar

Lægerne på DoctorsOnly har debatteret problemstillingen på baggrund af spørgers oplysninger. Der har været flere interessante bud på, hvordan spørgeren kan komme videre med udredning, som forhåbentlig kan resultere i, at hun får en endelig diagnose.

Kære Spørger,

I diskussionen på DoctorsOnly retter fokus sig hurtigt mod den infektiøse tilstand som baggrund. Der tænkes især på muligt fokus i tænder/tandkød, bihuler eller underliv. Sådanne tilstande ses som underliggende årsag til kronisk nældefeber af og til.

Det er væsentligt, at det udredes tilstrækkeligt. Den givne behandling er relevant og fornuftig, men en udredning på en hudafdeling er nok nødvendigt for at afdække, hvad den egentlige årsag er, og det er patienten jo allerede henvist til.

Kompromisset kan være fremadrettet symptomatisk behandling med de allerede givne lægemidler.

Venligst Lægerne fra DoctorsOnly

Netdoktor har indgået et samarbejde med DoctorsOnly, som er et eksklusivt online netværk for læger i Danmark. Udvalgte spørgsmål, der er blevet sendt til Netdoktors brevkasse, vil blive videresendt til DoctorsOnly.dk, hvor alle lægerne i netværket kan bidrage med deres bud på, hvad der kan være i vejen, og hvordan spørger bedst kan hjælpes videre. Netdoktor videresender kun spørgsmål med spørgers accept, og spørger forbliver anonym.

Sidst opdateret: 16.12.2012