OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor,
Jeg har læst forskellige indlæg om forstoppelse på jeres side, men alligevel synes jeg ikke, det helt besvarer mit problem.
Jeg har siden 2007 døjet med forstoppelse. Dette er tiltaget voldsomt den sidste måneds tid. Jeg har tidligere opsøgt læge to til tre gange i perioden. Dog er det over et år siden, jeg sidst har talt med en læge om det, da jeg ikke føler mig hjulpet videre efter besøgene.
Jeg har tidligere prøvet afføringsmidler, senest Dulcolax, men uden nogen effekt overhovedet, hvorfor jeg stoppede igen. Jeg har haft succes med Danatekt Intim Barrierecreme ved at bruge det før og/eller efter afføring, idet det smører/lindrer. Men det gør jo ikke, at problemet forsvinder.
Min afføring er nogle hårde knolde. Når det er værst, kan de tilsammen have en diameter på fem centimeter, hvilket er meget smertefuldt og medfører meget blod. Nogle gange, når jeg føler trang til at gå på toilettet, kan det ske, at det alligevel ikke vil ud. Jeg tror, at det er på grund af, at det er så stort i diameter, at min endetarmsåbning ikke kan være med.
Jeg drikker meget vand i løbet af dagen og spiser fornuftigt. Jeg spiser havregryn hver morgen, rugbrød til middag og for det meste kartofler til aften. Jeg forsøger at spise fedtfattigt. Jeg spiser ofte mandler som snacks, når vi kører tur i bilen for eksempel i weekenden.
Jeg vil gerne spørge, om der er noget, som jeg kan spise, som kan medføre en mere smidig afføring? For eksempel vindruer? Kom gerne med flere forslag. Findes der fødevarer, som giver anledning til forstoppelse, og som man skal holde sig langt fra? Kan forstoppelse være et tegn på allergi eller en sygdom? Håber I kan hjælpe mig med nogle svar. Hvis I har brug for uddybende information, er I meget velkomne til at kontakte mig. På forhånd tak.
Med venlig hilsen,
En Spørger
Kære Spørger,
Du har lidt af forstoppelse, siden du var i begyndelsenn af tyverne, og din afføring er nogle store hårde knolde, der både får det til at gøre ondt og bløde. Du skriver ikke, om du har et stillesiddende job eller hvor meget motion, det bliver til i dagligdagen.
Forstoppelse er en forstyrrelse af tyk- eller endetarmens funktion eller begge. Det kan der være mange forskellige årsager til, som du kan læse i artiklen om forstoppelse på Netdoktor .
Uanset årsag er resultatet imidlertid, at afføringen hober sig op i tyk- og endetarmen og opholder sig der for længe, så den går hen og bliver hård.
Det fremgår ligeledes af artiklen, hvad man selv kan gøre. Det vigtigste er at følge kost- og måltidsplanerne, der bygger på fiberrig og fedtfattig kost. Efter hvad du oplyser om din kost, får du for få fibre. Fibre vil forøge hastigheden af afføringens transport gennem tyktarmen og samtidig blødgøre den. Så det vil være en god idé at supplere med et dagligt tilskud af kostfibre, udover i maden.
Desuden skal man i vor del af verden motionere fra vugge til grav og ikke køre så meget i bil.
Mange vil således selv kunne få mave- og tarmfunktionen til at fungere meget bedre.
Hvis ikke det lykkes efter en del uger, er næste skridt i samråd med din læge at behandle med en kombination af tarmstimulerende midler (receptpligtige) og afføringsmidler.
Det vil kun forholdsvis sjældendt være nødvendigt med særlige undersøgelser af tarmens funktion, for eksempel at undersøge passagetiden .
Venlig hilsen,
Dennis Raahave
Overlæge, dr.med.
Speciallæge kirurgi og mave-tarmsygdomme
Sidst opdateret: 30.11.-0001