Kan man få malaria udenfor de normale risikoområder?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Har været i Thailand i februar og besøgt områder, der på nettet er beskrevet som sikre i forhold til risiko for malaria . Har haft nogle mystiske reaktioner siden hjemkomsten og spekulerer på, om det kan være en tropesygdom.

Både min søn på syv år og jeg har svedeture, hvor vi skiftevis fryser eller sveder - dog uden at have rigtig feber. Vi har begge influenza- eller virus symptomer i mildere grad - for eksempel ondt i hovedet, utilpashed, ondt i halsen og forkølelse men ikke diarre eller opkastninger.

Jeg har endvidere haft en længerevarende blødning fra underlivet, jeg har eller ikke haft menstration i et et halvt år og troede, at det var slut med det. Blødningen er næsten helt ophørt nu, men har været med farvet rødligt udflåd i en hel måned.

Vi fik begge et par myggestik i Thailand, men fik at vide af de lokale, at der ikke var malaria i området. Måske har vores immunsystem bare reaget på kulden hjemme igen og blødningen er tilfældig?

Med venlig hilsen,

En Spørger

Svar

Kære Spørger,

Det er altid sådan, at man skal undersøges for malaria ved en blodprøve , såfremt man indenfor de sidste tre måneder har opholdt sig i et område med malaria og efterfølgende har udviklet symptomer forenelige med influenza - for eksempel hovedpine og feber.

Der er ikke stor risiko for malaria på turistområderne i Thailand, og alligevel sker det engang i mellem, at turister bliver smittet af malariamyg. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på muligheden for, at der kan være tale om malaria.

Når det er sagt, så er uinfluenza faktisk en hyppig foreteelse hos rejsende. Både i influenzasæsonen herhjemme, men når man rejser i troperne, kan man på alle årstider risikere at få influenza, som dér ikke kun forekommer på en bestemt årstid.

Angående dine underlivsblødninger, er der to ting at sige:

  • For det første skal du naturligvis ses af din læge, og eventuelt af en gynækolog, for at være sikker på at det ikke er noget alvorligt med livmoderen.

  • For det andet kunne febersygdommen have været virussygdommen Dengue , som også overføres med myg og som er meget hyppig i Thailand.

Dengue giver udtalt hovedpine og ofte smerter i musklerne, og ofte ser man et lavt antal af blodplader. Nedsat antal blodplader kan give blødninger og kunne måske være ansvarlig for den omtalte pletblødning fra skeden. En blodprøve for antistoffer mod Dengue via egen læge kan måske give svaret. Dengue varer som regel en uge og forløbene kan variere fra en meget voldsom influenzalignende sygdom, undertiden med hududslet, til en helt ubetydelig sygdomsfornemmelse.

Med venlig hilsen,

Sören Thybo

speciallæge i infektionsmedicin og tropesygdomme

Sidst opdateret: 28.03.2013