Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Må man løbe som gravid?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har et spørgsmål omkring graviditet og sport:

Jeg dyrker triatlon, og ved i forvejen godt, at man skal passe på med hensyn til sport, hvor man kan komme til skade, når man er gravid. Så jeg passer på med cyklen, hvor man kan vælte, men mit store spørgsmål er med hensyn til løb - hvor forsigtig skal man være der?

Jeg er tilmeldt verdensmesterskabet i halvmarathon til 2014, og der håber jeg på at være et par måneder inde i min graviditet. Må jeg i så fald løbe - eller gå det? Er der iøvrigt nogle perioder i graviditeten, hvor man skal være ekstra forsigt med løb?

Med venlig hilsen

En spørger

Svar

Kære Spørger

Motion og graviditet er bestemt ikke to modstridende ting!

Man fråråder generelt motionsformer, der indebærer risiko for traumer mod maven, det vil naturligvis sige kontaktsport som kampsport, fodbold, håndbold og så videre. Også motionsformer, der involverer risikoen for styrt, eksempelvis cykling, frarådes. Løb er selvfølgelig en motionsform, der kan lægge et vist pres på en stor gravid mave, da det jo naturligt giver mange stød.

Hvis man er i god form forud for sin graviditet, er løb en glimrende motionsform. Det frarådes dog, at man lægger maximalt pres på kredsløbet. Det er altså ikke som gravid, at nye rekorder skal sættes, og man bør ikke intensivere sin træning under graviditetet.

Langdistanceløb frarådes som en generel regel, men helt pragmatisk kan man jo sige, at det er forskelligt fra person til person hvad en lang distance er!

For nylig gennemførte en kvinde New York Maraton kun 3 uger før hendes fødsel. Så principielt kan alt lade sig gøre. Fortsæt du bare din træning og så længe du ikke oplever gener fra din mave, kan du træne i det omfang, du kan holde til det.

Om du så kan gennemføre en halvmarathon må afgøres, når tiden nærmer sig.

Med venlig hilsen,

Morten Svenning Nielsen,

speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 20.04.2013




Annonce