OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Netdoktor
Jeg skriver da jeg er nervøs på min brors vegne. Han er 25 år, og de seneste to uger har hans hudfarve forandret sig, og er blevet gylden. Han har nogle gange slem kvalme. Han er meget træt, og fortæller han har fået mørkere urin og hård afføring.
Jeg har læst mig frem til at de kan være gulsot eller hepatitis A. Han er for nylig flyttet i hus med sin kæreste, og det er her det er begyndt at ske.
Han kan først komme til lægen på torsdag. Mit spørgsmål er, om det kan være noget i hans hus, der gør han får det sådan her? Og hvor stor sandsynlighed der er for, at det er leverbetændelse der er tale om.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Gulsot (icterus) er en tilstand, hvor alle kroppens væv bliver gullige på grund af en stor mængde af galdefarvestoffet bilirubin, som er et restprodukt af nedbrudte røde blodlegemer. Det ses tydeligt i øjnene og huden, og urinen bliver meget mørk. Da der øjensynlig ikke er nogen smerter, er det ikke særlig sandsynligt, at det skulle være en galdesten, der har sat sig i klemme, og derved kunne komme til at aflukke for galden, der så ville gå over i blodet og give gulsot. Ligeledes er det ikke sandsynlig i så ung en alder, at det kunne foreligge en sygelig proces i lever eller galdeveje, der kunne lukke af for galden.
Så alt peger mod en leverbetændelse af en eller anden type.
Det er smitsomme sygdomme forårsaget af virus, og derfor bør man gå til lægen, for at man kan forsøge at udrede nærmere, hvor man kan være blevet smittet. Hertil hører at få taget en lang række blodprøver, der kan være med til at finde ud af, hvilken form for leverbetændelse, der er tale om. Der er ikke nogen egenlig medicinsk behandling at give, og forløbet vil afhænge af, hvilken type hepatitis, det drejer sig om.
Der skal også tages en række forbehold af forskellig karakter over for den person, man lever sammen med, og som formentlig også bør undersøges nærmere.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
Overlæge, dr.med.
Speciallæge kirurgi og mave-tarmsygdomme
Sidst opdateret: 27.08.2013