Annonce

Hvor længe varer en maveinfektion?

Spørgsmål

Kære netdoktor

Jeg er på en længere ferie i Kina, og har derfor spist en masse mad, jeg ikke plejer at få. Men for otte dage siden fik jeg voldsomme mavekramper, som resulterede i kropsrystelser og lettere feber. Feberen gik dog hurtigt væk, og vi tænkte det måtte være madforgiftning. Derfor undrede jeg mig ikke, da jeg fik dårlig- og meget tynd mave. Når jeg skulle på toilettet, kom det meget pludseligt, og jeg kunne ikke rigtig kontrollere det.

Det er dog fortsat, og mavekramperne kommer stadig, ligesom afføringen stadig er tynd. Det er som om, der er noget der sidder fast i tarmen, og jeg kan kun presse lidt ud ad gangen - og det er ikke afføring. Det er en fast hvid gennemsigtig flosset substans med blod på. Hvad kan det være?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Den hvide masse med blod kan være øget slimproduktion og irritation af din tarmslimhinde efter maveinfektionen. I nogle tilfælde kan man få forstoppelse efter diarre .

Du bør prøve at tage et afføringsmiddel, som renser din tyktarm og så vurdere om din afføring bliver normal igen efter udrensningen. Hvis den ikke gør det, så bør du gå til lægen og bliver undersøgt. Kosten i Kina indeholder ikke så mange fibre som den danske kost. For nogle mennesker er et tilskud af loppefrøskaller (HUSK) en måde at korrigere for den ændrede kost. Loppefrøskaller virker både mod forstoppelse og diarre.

Med venlig hilsen

Gerd Gerd Johnsen

Sygeplejerske SD

Sidst opdateret: 08.11.2013




Annonce