Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvorfor har jeg problemer med bremsespor i underbukserne?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Mit problem går ud på, at der må være noget galt med min bagdel.

Jeg har enormt svært ved at holde mig ren. Der skal altid store mængder toiletpapir til. Jeg prutter meget. Virkelig meget. Nogle gange er det så slemt, at jeg faktisk prutter med få minutters mellemrum i en hel dag.

Det giver mig problemer, når jeg for eksempel vil i biografen. Jeg kan få helt ondt i maven af at prøve at holde det tilbage. Et andet problem, som jeg næsten synes er det værste, er at jeg sveder utroligt meget fra min bagdel. Hvis jeg for eksempel cykler- eller løber en tur, så sveder jeg rigtig meget fra bagdelen. Kombineret med at jeg har svært ved at holde hygiejnen, bliver det så til en meget ildelugtende affære med brune pletter på lagenet og i underbukserne.

Det har været sådan i nogle år nu, og jeg synes det er så frygteligt pinligt. Jeg er stoppet med at træne, cykler sjældent, og tør ikke ligge direkte på lagene under samleje af frygt for brune pletter. Hvad gør jeg?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Umiddelbart kan det lyde, som om du ikke har en god tarmpassage og derfor ikke får tømt tarmen ordentligt ved toiletbesøg. Den store mængde luft kan stamme fra din kost; for eksempel syredannende frugt, løg og grovkost. Luften kan også skyldes, at afføringen ligger for lang tid i tyktarmen, så tarmfloraen producerer endnu mere metangas end normalt.

Du kan tjekke din tarmpassage ved at spise to skefulde hele kogte majs, skrive tidspunktet ned og holde øje med, hvornår du ser majsen igen i din afføringen. Hvis du har en passagetid på over to døgn, så kunne du have glæde af et afføringsmiddel, som virker på tarmindholdet. Dette kunne for eksempel være to tabletter Magnesia klokken 22. Prøv det i 14 dage.

At du har vanskeligt ved at holde dig ren, kan det også tillægges at du ikke tømmer tarmen ordentlig. Din voldsomme svedtendens kan skyldes, at du har haft disse pinlige oplevelser. Jeg vil håbe, at det forsvinder, når du får en bedre tarmfunktion.

Med venlig hilsen

Gerd Johnsen

Sygeplejerske SD

Sidst opdateret: 08.11.2013




Annonce