Annonce

Kan depression give forstoppelse?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg skriver, fordi jeg nu i snart to måneder har døjet med, at jeg bøvser, og at min mave er så hård, som da jeg var højgravid. Jeg har ondt i nederste del af maven lige under navlen.

Jeg får feber kort tid efter, jeg har spist og ofte også hovedpine. Jeg kan næsten ikke komme af med afføringen, og når jeg gør, er det af meget varierende form.

Jeg har været ved lægen, men synes ikke rigtig, at jeg får formidlet alt for godt til ham, at jeg faktisk ser det som et problem. Jeg tænker, at jeg måske kunne prøve et afføringsmiddel og har forsøgt mig med laktulose fra apoteket.

Jeg lider i øvrigt af depression. Hvad tænker I, at jeg kan gøre?

Med venlig hilsen

En Spøger

Svar

Kære Spørger

Du kan sagtens prøve et afføringsmiddel, som virker på tarmindholdet - for eksempel laktulose eller magnesiumoxid. Husk at tage det til sovetid, for så virker det om morgenen.

Jeg synes imidlertid, at det er en lidt besynderlig forhistorie, du beskriver. Forstoppelse giver normalt ikke feber. Du kan godt få hovedpine af forstoppelse, og ud fra din beskrivelse om den vekslende afføringskonsistens kunne det tyde på, at du er meget forstoppet.

Du skriver, du lider af depression - får du antidepressiv medicin? En del antidepressive lægemidler kan give forstoppelse. Det vigtigste i behandling af forstoppelse er at finde årsagen til ens forstoppelse, da valg af afføringsmidler afhænger af, hvilken type forstoppelse man har. Du kunne nok have glæde af at starte med en tarmudrensning, før du bruger afføringsmidlet. På apoteket kan du købe et tarmudrensningssæt. Jeg håber, at rådene kan hjælpe dig. Hvis du forsætter med at have feber, skal du kontakte din læge igen.

Med venlig hilsen

Gerd Johnsen

Sygeplejerske SD

Sidst opdateret: 19.12.2013




Annonce