Hvordan behandler man kraftige menstruationsblødninger?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg er en pige på 17 år, som de sidste fire år har blødt meget voldsomt i forbindelse med mine menstruationer!

Det startede allerede, da jeg fik min første menstruation, og jeg har efterhånden så kraftige smerter, at jeg ikke engang kan stå op. Jeg bliver syg, hver gang jeg har menstruation. Jeg gik til min læge nogle uger efter min første menstruation for at høre, om der var nogle midler, der kunne gøre, at jeg ville bløde mindre og have færre smerter. Hun satte mig i gang med p-piller, som jeg tog i et år uden nogen effekt. Hun satte mig derefter i gang med nogle nye, og jeg har siden skiftet yderligere fire gange.

Jeg har altid blødt meget, når jeg har menstruation, og jeg er nødt til at skifte bind hver halve time. Det er begyndt at gå mig rigtig meget på, da jeg nu har fået et fuldtidsarbejde, som jeg næsten ikke kan passe, grundet mine blødninger. De syv dage jeg holder pause, bløder jeg rigtig meget, men når jeg så går i gang med p-pillerne igen, bliver jeg ved med at bløde.

Jeg bløder hele tiden, og selv om jeg tager mine p-piller, så jeg er nødt til altid at have et bind på, fordi jeg aldrig kan vide, hvornår blødningerne kommer. Nu har min læge sagt, at jeg overhovedet ikke må holde pause med mine p-piller, så jeg har nu taget dem konstant i fire måneder. Men der er ingen af de p-piller, jeg har haft, der har virket på nogen måde, og jeg er ved at være træt af altid at skulle have nye piller. Kan der være noget galt, som forårsager det her?

Jeg har snakket meget med min mor om det, og vi har snakket om at få min livmoder opereret ud, men er det en god idé? Jeg kunne virkelig godt tænke mig at få lavet den operation, da jeg er træt af altid at skulle have et bind på.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Du har ganske ret; det går ikke at blive ved med at bløde på den måde.

Hverken af hensyn til dit helbred, dit humør eller dit sociale og arbejdsmæssige liv. Du er en ung kvinde på bare 17 år, og du bruger al din energi og tankevirksomhed på dine menstruationsblødninger. Du har hele tiden været i kontakt med din læge, som (forgæves) har forsøgt at hjælpe dig med seks forskellige slags p-piller i forskellige kombinationer.

Nu må tiden være inde til, at du kommer videre og får hjælp. Du skal i første omgang til undersøgelse hos en specialist i kvindesygdomme . Selv om sandsynligheden for, at du skulle fejle noget i underlivet ikke er stor i din alder, så skal det undersøges alligevel. Ved en gynækologisk undersøgelse med ultralydsscanning af æggestokke, æggeledere og livmoderen inde og ude, vil det kunne afklares og afgøres, om der er en lokal forklaring på de evindelige blødninger.

Det foregår ambulant (altså uden indlæggelse) og uden bedøvelse, og det er slet ikke nogen god idé at skulle opereres eller få din livmoder "opereret ud". Du står ved livets begyndelse, og du har alle livets udfordringer og glæder foran dig. Specialisten vil også prøve at vurdere eller undersøge, om der er andre forklaringer på de voldsomme og smertefulde blødninger.

Ligegyldigt hvad, så er jeg sikker på, at der kan findes en løsning, så du kan få det godt igen.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Specialist i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 11.02.2014