Annonce

Hvorfor bliver jeg hurtigt mæt, får ondt og taber i vægt?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har igennem nogle måneder meget ofte lidt af forpustet og ind imellem hyperventilation. Det kommer også, når jeg sidder stille. Endvidere har jeg kraftige hosteanfald. Mine lunger er undersøgt, og de er okay.

De sidste måneder har jeg fået besvær med at få ret meget mad ned i maven, og jeg taber i vægt . Siden april i år har jeg tabt syv kilo. Jeg har lyst til mad og har appetit, men efter få mundfulde siger maven stop, og jeg føler mig forspist og får ubehag og let ondt i maven. Jeg har fået maven undersøgt med ultralyd og en kikkertundersøgelse, men der blev ikke fundet noget unormalt.

Ved egen læge har jeg herefter fået taget en lang række blodprøver, blandt andet for lever, nyrer, bugspytkirtel med videre. Prøverne er relativt fine og kan ikke forklare, hvorfor jeg ikke kan spise.

Hvad kan være galt? Hvis jeg fortsat ikke kan spise, kan det jo kun være et spørgsmål om tid, før jeg er helt afkræftet. Er der nogle andre undersøgelser, der måske kan hjælpe på vej?

Jeg kan forstå, at jeg skal dø, hvis jeg har en uhelbredelig sygdom, men nu vurderes jeg jo som "rask" bortset fra en mindre utæthed ved min hjerteklap.

Jeg håber meget på et svar, der kan være med til at opklare, hvad der er galt, så jeg forhåbentlig kan få behandling. På forhånd tak for hjælpen.

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar

Kære Spørger

Du fortæller, at du har appetit, men efter få mundfulde føler du dig allerede forspist, får ubehag og ondt i maven. Hvis det sker over en længere periode, vil du få for lidt mad og derved tabe i vægt.

Mave-tarmkanalen er jo et sammenhængende system, så i første omgang må man undersøge videre den vej. Det er meget sjældent, at man fejler noget i tyndtarmen, så i første omgang må man rette opmærksomheden mod tyktarmen. Du skriver ikke noget om, hvordan din afføring er eller fungerer. Hvis tyktarmen af en eller anden grund er dårligt fungerende, vil det virke tilbage, således at også mavesækken vil fungere dårligt, det vil sige have svært ved at tømme sig, så man oplever meget hurtigt at føle sig ubehageligt mæt.

Der bør derfor foretages en kikkertundersøgelse af tyktarmen, en såkaldt koloskopi .

Hvis denne undersøgelse ikke giver en forklaring, bør man gå videre med en CT-skanning af både bryst- og bughulen, der vil kunne fremstille de fleste af organerne, og om der i øvrigt skulle være noget sygeligt tilstede.

Undersøgelserne vil kunne sættes i gang af din egen læge.

Venlig hilsen

Dennis Raahave

Overlæge, dr.med.

Speciallæge i mave-tarmsygdomme

Sidst opdateret: 16.09.2014




Annonce