Kære Netdoktor
Alle i min familie lider af refluks i forskellig grad. Jeg mener, at jeg også har det.
Jeg har til tider en rigtig grim smag i munden når jeg vågner, derudover har jeg tit halsbrand og en gang i mellem kan jeg kaste op en hel dag. Jeg har lagt mærke til, at disse perioder tit sker, når jeg er stresset eller ikke sover nok. Det sker dog også, når jeg for eksempel spiser noget mad med meget fedt i.
Derudover lider jeg tit af halsbetændelse . Det hænder tre-fire gange om året, hvis ikke oftere og tit på grund af en bakteriel årsag.
Jeg tænker om halsbetændelserne og min refluks kan have nogen sammenhæng? Jeg er ret træt af hele tiden at få halsbetændelse og er nysgerrig for at høre, om det er noget man kan gøre noget ved.
Med venlig hilsen
En Spørger.
Kære Spørger
Ved refluks kommer der surt indhold fra mavesækken op i spiserøret, der ofte vil medføre brændende fornemmelser i mellemgulvet, bag brystbenet eller i halsen. Ofte foreligger der et spiserørsbrok, hvor den øverste del af mavesækken er trukket op gennem åbningen i mellemgulvet, og spiserøret derved ikke er ordentlig aflukket fra mavesækken, selvom der også er en lukkemuskel.
Du skriver, at alle i familien lider af refluks, men det betyder dog ikke umiddelbart, at refluks er arvelig.
Tendens til forstoppelse og overvægt disponerer til refluks.
Man bør undgå fed mad, der opholder sig længe i mavesækken, og større måltider. Små hyppige måltider, rigelig væske og motion vil fremme mave-tarm-funktionen generelt. Det vil også modvirke en forstoppelse, som den grimme smag i munden og opkastningerne kunne tyde på måske er tilstede i en eller anden form.
Syreneutraliserende midler kan købes i håndkøb, men hvis man er meget generet af refluks, bør der behandles med syrehæmmende medicin, der kun fås på recept. Også for at undgå, at der kommer en direkte spiserørs-betændelse, hvor en efterfølgende ardannelse kan give en forsnævring i den nederste del af spiserøret.
I meget sjældne tilfælde vil man foretage måling af surhedsgraden og trykket i spiserøret, men da oftest kun, hvis en operation skulle komme på tale.
Dine halsbetændelser tror jeg ikke umiddelbart er en følge af din refluks, da der jo direkte er påvist bakterier som årsag.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
Overlæge, dr.med.
Speciallæge mave-tarm-sygdomme
Sidst opdateret: 09.10.2014