Kære Netdoktor
Jeg har gennem længere tid haft lidt ondt i min højre testikel, som altid har haft en tendens til at "smutte op i lysken", når jeg har siddet længe eller ved samleje, det har dog aldrig tidligere været et problem.
Det startede for to år siden men er i perioder gået i sig selv igen. Her de sidste to måneder er det blevet en konstant smerte. For et par måneder siden fik jeg tiltagende smerter, som nu mærkes i testiklen, i lysken (begge sider dog mest i højre, helt oppe i maven), i hofterne, ved vandladning og når jeg ejakulerer. Det føles også lidt svært at komme helt af med afføringen. Jeg er en del hævet omkring roden af penis, igen mest i højre side.
Nu oplever jeg, at det er enormt ømt i lysken, når jeg går, og min testikel smutter meget oftere oppe i lysken end den plejede. Derudover synes jeg, at min pung ser meget mærkelig ud; min venstre testikel sidder noget længere nede end den højre.
Det er utroligt ubehageligt og som mand er det selvfølgelig noget jeg bliver rigtig nervøs over når "den" ikke virker til hverken at se ud eller fungere helt normalt.
Jeg lavede en tissetest ved lægen. Den var negativ for infektion, men jeg er dog ikke blevet undersøgt af ham, da jeg ikke bryder mig om, at jeg ikke længere kan have mit privatliv for mig selv. Jeg hader tanken om, at mine oplysninger ligger frit tilgængelige for enhver der arbejder i det offentlige. Jeg håber ikke mine symptomer virker for "underlige", for jeg har ikke kunne finde ret meget lignende på nettet, og jeg er ærligt talt ved at blive noget nervøs over, om det er alvorligt eller noget jeg må leve med. Det giver mig problemer i løbet af min arbejdsdag, at jeg er så øm, hævet og konstant skal skubbe min testikel ned.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Du har et velkendt, men dog lidt sjældent, problem. Præcis hvorfor det pludselig kan opstå, ved vi ikke, men den refleks, som kan/skal løfte testiklen op i pungen, er overdrevet hos dig. Oftest kan vi få mændene til at leve med det, og som regel går det i sig selv igen. Hvis dine gener er for store, kommer du ikke udenom at henvende dig til din læge og blive henvist til en urinvejskirurg = en urolog. Alternativt kan du søge på et privathospital, hvor du jo kan henvende dig direkte.
Noget andet er, at der jo ikke er det mindste ”pinlige” i dit problem. Jeg har selvfølgelig også hørt om og læst om de praktiserendes lægers pligt til indberetninger, men det er ikke offentligt tilgængelige registre, og et sådant problem som dit har intet i øvrigt med dit ”privatliv” at gøre. Så jeg synes ikke, du skal holde dig tilbage.
Man kan foretage en operation for at løse dit problem. Der er vel to ”veje” at gå: Man kan fiksere din testikel i pungen, eller man kan operere i lysken og dele de små muskler omkring din sædstreng, som er de ”skyldige”. Denne sidste operation er den, jeg selv foretrækker at foretage. Hvis du har tænkt dig at vise dette svar til en urolog, vil mit indgreb skulle forklares på ”lægelatin” som ”deling af cremaster fibre omkring funiklen lige neden for anulus superficialis”.
Held og lykke med en løsning på problemet.
Venlig hilsen
Poul Frimodt-Møller
Speciallæge i urologi
Sidst opdateret: 31.10.2014