Kære Netdoktor
Jeg er en aktiv 17-årig pige, som er sund og rask. Jeg fik menstruation da jeg var 10 år, men det er normalt i vores familie. De første 6 år jeg har haft menstruation, har det været meget normalt, uden mange smerter.
For omkring et år siden, begyndte smerterne at tage til og det er nu så slemt, at jeg ikke kan bevæge mig rundt. Dagene op til min menstruation er forfærdelige, jeg mister appetitten og jeg kan ikke komme af med afføring på grund af de meget slemme smerter.
Den første dag i menstruationen er meget slem. Jeg ligger i sengen med tre bind på og den største tampon jeg kan finde, og alligevel bløder jeg igennem på fem minutter. Jeg har flere gange mistet for meget blod.
P-piller er ikke en mulighed, da vi i familien ikke kan tåle de hormoner der er i dem. Vi har prøvet forskellige slags p-piller, men omstændighederne bliver kun værre og menstruationen forværres.
Under min menstruation får jeg kraftige kramper i underlivet, hvor jeg knækker fuldstændig sammen fordi det gør så forfærdeligt ondt. Min menstruation er i vejen for både studiet og arbejdet. Først når jeg er ovre menstruationen begynder min krop at opføre sig nogenlunde normalt, og jeg kan komme på toilettet igen.
Jeg er blevet tjekket for diverse kønssygdomme, og der er intet at komme efter. Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre, så derfor skriver jeg nu til Jer i håb om, at I har en løsning.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Der findes ingen sikker målestok for, hvornår i øvrigt regelmæssige menstruationer er for kraftige og for smertefulde. Men du har det - efter din I øvrigt meget præcise beskrivelse - så dårligt en gang om måneden op til og under menstruationen, at man uden at overdrive kan kalde det invaliderende.
Du må ligge i sengen hele den første dag med alt for kraftig blødning og krampagtige smerter. Smerterne før, under og lige til blødningen holder op, hæmmer dig også så meget, at du ikke kan klare hverken studie eller arbejde. Det gode i din beskrivelsen er, at du som den unge kvinde du er, sandsynligvis ikke fejler noget. Men det skal undersøges, nu hvor du tålmodigt men forgæves har ventet på bedring i et år.
Jeg vil foreslå, at du taler med din læge om en henvisning til gynækolog. Hos gynækologen vil du formentlig få foretaget en ultralydsskanning i forbindelse med den gynækologiske undersøgelse. Du skal sikkert også have taget blodprøver blandt andet for at se om du har blodmangel. Du vil få lejlighed til at tale med lægen om dit underliv - og dit liv i al almindelighed. For i din situation er det nødvendigt, at du lever i en tryg og regelmæssig dagligdag med begrænsning af uro og stress, med gode spise- og sovevaner og regelmæssig motion, hvor du bruger hele kroppen.
Man kan faktisk "gå sig" fra mange af kroppens skavanker. Der er også mulighed for mere konkret lindring af såvel smerter som blødning. Der findes effektive medikamenter, som kan dulme og dæmpe - og som ikke har noget med hormoner at gøre, men ellers er p-piller, som du åbenbart ikke kan tåle og som heller ikke hjælper lige dig, et meget effektivt middel, som mange i din situation har glæde af.
Allermest effektiv er måske den såkaldte gestagenspiral, som - ud over den svangerskabsforebyggende virkning - samtidig dæmper blødningerne ganske betydeligt.
Der er altså masser af håb forude!
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
Speciallæge i kvindesygdomme
Sidst opdateret: 20.05.2015