Kære Netdoktor
Jeg håber I kan svare på mine spørgsmål og der måske også er andre med samme spørgsmål der kan få nytte af Jeres svar.
Jeg har lige fået besked fra min læge om, at jeg har HPV (human papillomavirus) 16 og atypiske celleforandringer. Nu sidder jeg tilbage med en række spørgsmål: Jeg blev vaccineret med Gardasil (vaccine mod livmoderhalskræft, red.) (mod HPV 16 og 18) for to år siden. Betyder det, at jeg har haft HPV 16 så længe eller længere? Kan det komme og gå når man først har haft det, eller bliver man immun ligesom ved andre virus-sygdomme, når kroppen har "besejret" det? Hvis det er tilfældet, at jeg angiveligt har haft det i 2+ år, er det så en kronisk tilstand af HPV 16? Hvis det er kronisk, skal man så tjekkes ofte, resten af sit liv?
Skal min kæreste tjekkes for celleforandringer eller HPV, nu jeg har det? Burde han få vaccinen, selvom han nok allerede er smittet? Jeg har læst, at HPV 16 også kan forårsage kræft i halsen/mandlerne, er oral-sex så en dårlig idé, eller har den ingen betydning fordi vi nok begge har virussen i kroppen i forvejen? Kan jeg tage nogen forholdsregler mod celleforandringer og kræft, hvis jeg skal leve med at have HPV 16 resten af mit liv?
Jeg har en kobberspiral, tager de den ud, når jeg skal have foretaget en kikkertundersøgelse af livmoderen? Håber I vil svare på mine spørgsmål, jeg kan umuligt være den eneste der står med disse spørgsmål.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Nej, du er ikke alene. Mere end 3.000 danske kvinder får hvert år konstateret celleforandringer på livmodermunden. Heldigvis får langt de fleste opdaget dem så tidligt, at de ved behandling får dem væk igen - hvis de da ikke forsvinder af sig selv. Men HPV virus og celleforandringer er som du ved tæt knyttet sammen.
Visse typer - af de cirka 200 mulige HPV virus - er forudsætning for udvikling af livmoderhalskræft. 40 af dem har særlig tilbøjelighed til at inficere kønsdelenes og endetarmens slimhinder og overføres fra den ene til den anden ved sex.
Hvis du går ind og søger "HPV" her på Netdoktor, kan du få klar og klog besked på de fleste af dine spørgsmål. Men dybest set handler det hele vel mest om, at du er blevet forskrækket og urolig. Så jeg vil alligevel prøve at besvare de mange spørgsmål, der handler om dig.
Du er 22 år gammel og blev vaccineret, da du var 20 år. Jeg ved ikke, hvornår du startede dit sexliv, men det har måske været flere år tidligere. Eftersom det anslås, at måske op mod 80 procent af alle seksuelt aktive bliver smittede med HPV virus på et eller andet tidspunkt af livet, er det nok sandsynligt, at du kan være smittet, allerede inden du blev vaccineret. Det kan komme og gå af sig selv - især i de yngre år.
HPV-infektion som sådan er uden symptomer (med mindre det drejer sig om den form for HPV, som fremkalder kønsvorter/kondylomer). Og det er først, hvis infektionen bider sig fast og der udvikles celleforandringer, at der skal passes på.
Du har fået taget celleprøve, som har vist atypiske celler. Måske forsvinder de af sig selv, men nu, hvor du har fået konstateret det, så fanger bordet og du er åbenbart henvist til specialist med henblik på kikkertundersøgelse - eller koloskopi, som det kaldes. Slimhinden på livmodermunden studeres med et særligt forstørrelsesapparat nedefra i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse. Det sker på få minutter - ganske let og uden at du kan mærke det. Samtidig udtages måske slimhindeprøve til nærmere undersøgelse. Det vil ikke påvirke din spiral.
Din kæreste skal ikke undersøges hverken i underlivet eller halsen, selv om du har atypiske celler, men sandsynligvis har han - eller han har haft - HPV virus som de fleste andre voksne. I skal lade jeres sexliv leve ubekymret videre og behøver ikke at tage andre hensyn, end at du formentlig - som alle andre kvinder - skal tage imod det gode tilbud at få taget celleprøve med jævne - aftalte - mellemrum - og i øvrigt høre efter kroppens signaler.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
Speciallæge i kvindesygdomme
Sidst opdateret: 09.07.2015