Hej
Jeg er 13 år og går i syvende klasse. Næsten alle pigerne på min årgang har fået deres menstruation, undtagen mig! Mine bedste veninder har fået menstruation og snakker selvfølgelig om det osv. Det irriterende er bare, at jeg ikke kan snakke med! Min mor siger, at den sikkert snart kommer, men jeg er ikke begyndt at få de der "sammentrækninger" endnu! Det er rigtig træls og jeg bliver rigtig ked af det, når jeg ikke kan snakke med på det store samtaleemne. Er der en/flere måder, hvorpå jeg måske kan få den hurtigere? Eller hvordan kan jeg være med til at snakke med mine veninder om menstruationer?
Kh
Kære Dig
De fleste piger får sin menstruation mellem 9-16-års-alderen, men det er meget individuelt, hvornår det sker. Øget mængde udflåd kan være et tegn på, at man nærmer sig sin første menstruation. Der er ikke noget, du kan gøre, for at fremskynde din menstruation, medmindre du tyer til hormoner, men det er drastisk. Men hvis du er for tynd, træner overdrevet og er meget stresset kan du i stedet forsinke din menstruation. Du synes måske det ikke er så sjovt, du ikke kan bidrage med så meget, når dine veninder taler om menstruation, men til gengæld kan du måske få nogle tips fra dem ved at spørge dem, på den måde deltager du også i samtalen og kan også være mere forberedt, når du får din. Hvis du ikke har fået din menstruation, når du er 16 år, bør du kontakte en læge.
Med venlig hilsen Alexandra Gheorghe, læge
Sidst opdateret: 17.03.2016