Hej
Når jeg har min menstruation, får jeg smerter de første to dage. Det store problem er, at jeg får det så dårligt, at jeg kaster op og jeg får dårlig mave og græder så meget, at jeg får ondt i hovedet. Jeg ANER ikke, hvad jeg skal gøre! Er det normalt? Og hvad skal jeg gøre for at undgå det?
Jeg skal tage vildt mange piller, før de virker, og jeg vil jo heller ikke være en, der tager 100 piller. Skal jeg gå til lægen?
Kære dig
Menstruationssmerter er bare ikke sjovt og du er virkelig ramt af det. Selvom det ikke hjælper din situation, så er menstruationssmerter meget normale og 3 ud af 4 piger oplever smerterne. De varer som regel, ligesom hos dig, i 2-3 dage og skyldes sammentrækninger i livmoderens muskulatur.
Nogle kvinder har så stærke smerter, at de skal sygemeldes. Man skal dog være opmærksom på, at menstruationssmerter kan optræde med andre sygdomme i underlivet, men det tror jeg slet ikke er tilfældet hos dig.
Det, du oplever, er ikke sjovt, men meget normalt, og det kan behandles. Man kan prøve at behandle menstruationssmerter med smertestillende, hvilket du giver udtryk for, at du ikke vil, eller så kan det behandles med p-piller. Hvis du ikke synes de smertestillende piller hjælper, så gå til din læge og få en snak med denne omkring smerterne og muligheden for p-piller.
Venlig hilsen
Alexandra Gheorghe, læge
Sidst opdateret: 17.03.2016