Kære Netdoktor
Min datter er 12 år. Fik sin menstruation for første gang i december 2016. Det var ikke så meget - og lettere "forsinket" fik hun det lidt mere i slutningen af januar 2017. Det lyder jo alt meget normalt. Men nu bliver hun ved med at få det.
Har fået det 5 gange i løbet af knap 2 måneder. Nogle gange i mange dage og nogle gange bare nogle få dage. Hun når lige at have nogle få dage uden mens, men så kommer det igen. Ved godt at det kan være uregelmæssigt det første års tid, oplevede dog ikke selv den problematik da jeg fik det i sin tid - har altid haft rimelig regelmæssige menstruationer.
Har dog aldrig hørt at det også var meget normalt at det kommer igen og igen så hurtigt efter hinanden og så ofte....- så mit spørgsmål er - er det normalt?
Her til morgen lå hun i sin seng og fik pludselig næseblod - det er så ikke sket før - har muligvis ikke noget med hinanden at gøre, men ville lige oplyse det.
Med venlig hilsen
En Spørger
Kære Spørger
Når piger får deres første menstruation kan de i starten være meget uregelmæssige. Har man haft større blødninger eller længerevarende blødninger samt symptomer på lav blodprocent (bleghed, træthed, nedsat energi, svimmelhed mv.), bør man kontakte sin praktiserende læge. Dette med henblik på at få vurderet om man skal have målt sin blodprocent.
De uregelmæssige blødninger og næseblod kan have en sammenhæng – men det er ikke sikkert.
Man kender dog til en arvelig blødersygdom, von Willebrand sygdom, hvor ca. 1 procent af befolkningen har øget blødningstendens. De fleste ved ikke de har sygdommen. Størstedelen har sygdommen i en mild grad. Det er ikke en sygdom man kan helbrede, men man har gode behandlingsmuligheder og kan fint leve et normalt liv med forholdsregler.
Det er vigtig at kontakte sin læge for at få en vurdering om videre undersøgelser skal sættes i værk. Mvh
Ole-Victor Laursen-Wadschier
Kommende speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 30.05.2017