Annonce

Min datter har lungebetændelse. Hvad skal vi være opmærkomme på?

Spørgsmål:

Hej Netdoktor.

Min datter har fået konstateret lungebetændelse, 38,5 i feber og lidt mat. Her til aften starter hun på en penicillinkur i 7 dage. Må hun komme lidt ud om dagen og lege?

Hvis ja er der så noget man skal være opmærksom på?

Hvor længe skal hun være hjemme fra dagplejen?

Mvh en urolig far.

Svar:

Hej en urolig far,

Når man skal vurdere syge børn er det vigtigt at se på almen tilstanden og huske at denne kan svinge dagen igennem. Det er vigtigt at se om barnet er opmærksomt, har god kontakt, spiser og drikker, tisser, ændrer hudfarve eller ændrer vejtrækningsmønster.

Hovedreglen er at barnet må det som det er i stand til. Ved infektionstilstande vil energiniveauet typisk være mindre end vanligt og appetitten er typisk også mindre.

Børn må gerne komme ud og få frisk luft. Man får ikke en infektion af kulde eller af at fryse. En infektion skyldes virus, bakterier eller lignende.

Børn bør holdes hjemme fra institution så længe de smitter og så længe de ikke har overskud til at blive sendt afsted.

Med venlig hilsen

Ole-Victor Laursen-Wadschier

Læge, kommende speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 25.06.2017




Annonce