Hej Netdoktor.
Jeg fIk en meniskskade, overbelastede venstre knæ, hvilket endte ud i en Bakercyste, der desværre sprang. Der kom derudover en blodsprængning i knæhasen. Jeg lå på sofaen en uge, mens væske og blod fra knæet begyndte turen ned i mit ben, meget smertefuldt. 8 dage efter var jeg på ortopæd.kir. afd. hvor lægen kunne mærke en stor bakercyste. Jeg fik en inj. med binyrebarkhormon og bedøvelse, i alt 8 ml og 5 timer efter kunne jeg mærke at det også begyndte at sive ned i mit stakkels ben.
Det hele var meget smertefuldt, og alt den ledvæske, blod og injektionsvæske er jo endt i mit ben og fod. Ovenpå forfoden var jeg helt blå og der ligger stadig en stor udfyldning. Min ankel blev også blå og nu her tre måneder senere er mit ben hævet, nederst på benet tre cm tykkere end højre ben. Værst er min ankel som er meget hævet. På benet er det ligesom det er tykt gele,der kan flyttes rundt med, og det er aldrig væk.
Nu er mit spørgsmål, kan det ikke gå væk?
Mine knoer er helt væk og min ankel 4-5cm bred hen over achillessenen, og det er meget hårdt. Er der håb forude?
Mvh. en spørger
Kære spørger
Jo, det kan godt gå væk igen
Når en Bakercyste springer, hvilket er ufarligt, trænger der væske ned i underbenet. Det medfører hævelse og misfarvning. Det tager lang tid om at forsvinde.
Man kan prøve at injicere binyrebark hormon for at mindske dannelsen af væske, men det er ikke altid det virker. Der kan også komme forbigående smerte efter sådan en indsprøjtning.
Så snart du ikke er nødt til at gå omkring skal du sætte/lægge dig med benet højt. Måske vil du også have gavn af en kompressionsstrømpe, som du så skal benytte fra om morgenen, og tage af når du går i seng.
Det er måske lidt lang tid dit ben er så hævet. Jeg synes du skal se din læge igen og lige få undersøgt at du ikke har fået noget årebetændelse. Og tag en snak om evt. kompressionsstrømpe med din læge.
God bedring
Med venlig hilsen
Hans Gad Johannsen
Speciallæge i ortopædi og idrætskirurgi
Sidst opdateret: 04.09.2017