Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Diabetes

Hvad kan øge risikoen for type 2-diabetes?

Type 2-diabetes er en kompleks sygdom, og der er mange faktorer, som bidrager til, om man får den eller ej. Nogle ting kan du selv gøre noget ved, mens andre er sværere at lave om og kræver, at du er særligt opmærksom på at forebygge type 2-diabetes.


Offentliggjort: 21. September 2023

Type 2-diabetes er en kompleks sygdom, og der er mange faktorer, som bidrager til, om man får den eller ej. Nogle ting kan du selv gøre noget ved, mens andre er sværere at lave om og kræver, at du er særligt opmærksom på at forebygge type 2-diabetes.

Nyhedsbrev om type 2-diabetes

Denne artikel er en del af Netdoktors nyhedsbrev om type 2-diabetes. Netdoktor har også andre nyhedsbreve, f.eks. om migræne og et med generelle sundhedsnyheder.

Se udvalget af nyhedsbreve og meld dig til her.

Når man har type 2-diabetes, har kroppen - især musklerne og leveren - en nedsat følsomhed overfor insulin. Det kalder man også insulinresistens.

Kroppen bruger insulin til at hjælpe cellerne med at optage sukker, hvor det skal virke som brændstof. Hvis man har udviklet insulinresistens, virker insulinet ikke i samme grad. For at kompensere forsøger bugspytkirtlen i starten at producere mere insulin, men efterhånden kan den ikke følge med længere. Blodsukkeret begynder så langsomt at stige, og hvis man ikke kommer i behandling, falder produktionen af insulin endnu mere, og blodsukkeret bliver tilsvarende endnu højere.

Risikoen for at udvikle insulinresistens og senere type 2-diabetes afhænger af en række faktorer. Disse faktorer står sjældent alene, og i langt de fleste type 2-diabetes-tilfælde er flere af faktorerne til stede samtidig.

Arv

Type 2-diabetes er en arvelig sygdom. Har man en forælder med type 2-diabetes, så er risikoen for selv at få det øget med 30 procent. Det samme gælder, hvis en søskende har type 2-diabetes. Hvis begge forældre har type 2-diabetes, vil man være meget disponeret med en øget risiko på op til 70 procent resten af livet.

Selvom ens forældre har type 2-diabetes, anbefales det ikke at gå til jævnlige kontroller, men det er en god idé at være opmærksom på sin vægt og dyrke motion 2-3 gange om ugen.

Livsstil

En anden af de væsentligste faktorer i udviklingen af type 2-diabetes er livsstil. Især overvægt spiller en stor rolle for, om man får type 2-diabetes eller ej. Det er særligt den type af overvægt, der er meget centreret omkring maven. Her er der nemlig øget risiko for, at fedtet også sætter sig på leveren og ude i musklerne, og det bidrager til, at cellerne bliver insulinresistente og ikke længere fungerer lige så godt, som de skal i relation til optagelsen og omsætningen af sukker.

Der er også andre livsstilsfaktorer, som spiller ind i, om man er i risiko for at få type 2-diabetes. For eksempel er det en rigtig god idé at dyrke motion regelmæssigt. Dels fordi det kan forebygge overvægt og mindske risikoen for type 2-diabetes på den måde, men også fordi fysisk aktivitet øger insulinfølsomheden i kroppen. Effekten varer et par dage, og derfor anbefales det, at man dyrker motion 2-3 gange om ugen for at nedsætte risikoen for type 2-diabetes.

En sidste livsstilsfaktor, som kan have betydning, er rygning. Rygning giver nemlig også insulinresistens, og derfor anbefales rygestop altid. Hvis du gerne vil stoppe med at ryge, så er det en god idé at være opmærksom på at din vægt ikke stiger i tiden efter rygestoppet.

Alder

Risikoen for at få type 2-diabetes stiger med alderen. Gennemsnitsalderen for, hvornår man får konstateret type 2-diabetes, er 63 år i Danmark. Det er sjældent, at unge udvikler type 2-diabetes, men det ses dog en gang imellem. Stigende alder medfører ofte en nedsat muskelmasse og en øget mængde af fedt samt en reduktion i den fysiske aktivitet, og alt det tilsammen øger risikoen for at udvikle type 2-diabetes.

Køn

Der er cirka 44 procent kvinder og 56 procent mænd, der får konstateret type 2-diabetes. Kvinder har en lav risiko for at udvikle type 2-diabetes før overgangsalderen, men efter overgangsalderen stiger risikoen og bliver tilsvarende til mænds risiko. Det skyldes, at kropssammensætningen ændres, sådan at fedt i højere grad sætter sig på maven.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Etnicitet

Der er nogle etniciteter, der har en større risiko for at udvikle type 2-diabetes. Det skyldes primært, at forskellige etniske befolkningsgrupper har forskellige kropssammensætninger. Den øgede risiko ses især hos afrikanske og asiatiske befolkningsgrupper. Risikoen for at udvikle type 2-diabetes hos disse befolkningsgrupper er cirka 2-3 gange større sammenlignet med eksempelvis nordeuropæiske befolkningsgrupper - selv hvis grupperne har samme BMI.

Lav fødselsvægt

For nylig har danske forskere kædet lav fødselsvægt sammen med en øget risiko for type 2-diabetes. Dels øger en lav fødselsvægt risikoen for at få type 2-diabetes, og dels får folk med en lav fødselsvægt konstateret type 2-diabetes tidligere end folk med en normal eller høj fødselsvægt.

Risikoen for, at et barn vejer for lidt ved fødslen, kan mindskes ved, at man er opmærksom på at spise fornuftigt samt undgå rygning, mens man er gravid.

Graviditetsdiabetes

Hvis man har haft graviditetsdiabetes stiger risikoen for type 2-diabetes senere i livet. Det er særligt i de første 10 år efter graviditeten, at risikoen er højest. Derfor anbefales det, at kvinder, som har haft graviditetsdiabetes, jævnligt går til kontrol i årene efter graviditeten. Du skal henvende dig til din egen læge for at komme til kontrol.

Medicin

Der findes visse medicintyper, som øger risikoen for type 2-diabetes. Det er særligt visse typer psykofarmaka, især antipsykotisk medicin som eksempelvis bruges til at behandle skizofreni, og så er det binyrebarkhormon som for eksempel prednisolon.

Behandling med binyrebarkhormon kan øge risikoen for type 2-diabetes, fordi behandlingen gør cellerne mindre modtagelige (resistente) for effekten af insulin, samtidig med at den får blodsukkeret til at stige, da leveren producerer mere sukker og musklerne har svært ved at optage sukkeret. Typisk vil blodsukkeret falde igen efter endt behandling, men hvis man er i behandling i lang tid, eller hvis man får store doser, så kan der være en risiko for, at man udvikler type 2-diabetes. Det er særligt et problem, hvis man samtidig er arveligt disponeret for type 2-diabetes.

Hos personer, der allerede har diabetes, vil sygdommen forværres, når man tager binyrebarkhormon, og oftest er det nødvendigt at øge behandlingen af blodsukkeret. Udviklingen af diabetes eller forværring i diabetes forekommer allerede 1-2 dage efter start af behandlingen med binyrebarkhormon.

Behandling med antipsykotisk medicin kan øge risikoen for type 2-diabetes, dels fordi medicinen giver insulinresistens i sig selv, men også fordi medicinen øger vægten hos de fleste.

Polycystisk ovariesyndrom (PCOS)

PCOS, som er en hormonel forstyrrelse, der ses hos op mod 10 procent af unge kvinder i den fødedygtige alder, kan også øge risikoen for type 2-diabetes. Det skyldes, at der med denne diagnose ofte følger insulinresistens. Derfor skal man være særligt opmærksom på sin vægt og sørge for at dyrke motion, hvis man lider af PCOS.

3 gode råd til at forebygge type 2-diabetes

  • Undgå overvægt, særligt hvis du har type 2-diabetes i nærmeste familie
  • Dyrk motion 2-3 gange om ugen i minimum 30 minutter ad gangen
  • Kvit cigaretterne

Kilde: Sten Madsbad, klinisk professor i medicinsk endokrinologi ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet samt overlæge på Endokrinologisk Afdeling på Hvidovre og Amager Hospital

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons