Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

“Jeg var nødt til at tage mig af mig selv”

Efter det første chok over diagnosen havde lagt sig, blev 21-årige Lærke Bundgaard klar over, at hun var nødt til at lave store ændringer i sit liv for at håndtere sin diabetes. Det har ikke været nemt, men i dag er hun på vej mod at blive medicin-fri.


Offentliggjort: 21. Juni 2023

På trods af at Lærke Bundgaard er social- og sundhedsassistent, genkendte hun ikke tegnene på type 2-diabetes, da de først viste sig i sommeren 2022. Faktisk troede hun, at der var noget helt andet på færde.

- Jeg troede til at starte med, at jeg var gravid, fordi jeg sov hele tiden og skulle tisse hele tiden. Jeg havde sindssyge cravings efter mælk og iskoldt vand. Jeg kunne slet ikke få nok. Jeg kunne drikke fire liter mælk om dagen, siger hun og fortsætter:Jeg gik til lægen, hvor jeg fik en graviditetstest, en urinprøve og en blodprøve. Da resultatet kom ind, havde jeg et blodsukker på 12,8. I mit hoved vidste jeg godt, hvad det betød, men alligevel ringede jeg op til min læge og spurgte: “De her blodprøver, hvad betyder de?”, og lægen sagde: “Jamen du har da sukkersyge.” Og så faldt hele min verden bare sammen.

Vidste ikke hvad hun måtte spise

Flere dage efterfølgende spiste Lærke næsten ikke noget, fordi hun ikke vidste, hvad hun måtte spise og ikke spise. Hun var blevet sat i behandling med Metformin og havde fået instrukser om at undgå sukker og lyse kulhydrater. Efter hun havde sundet sig nogle dage og googlet en masse, kørte hun ned og købte madvarer, hun ikke plejede at spise: bulgur, fisk og ikke-lyse kulhydrater.

Metformin

Metformin er receptpligtig medicin, som bruges i behandling af diabetes type 2. Medicinen virker på flere måder, bl.a. ved at øge sukkerforbrændingen i musklerne og ved at øge cellernes følsomhed for insulin. Metformin tages som tabletter.

Kilde: Medicin.dk

Gik fra kæresten

Selvom hun begyndte at ændre kosten, kunne Lærke mærke, at der skulle mere til.

- Til sidst var jeg der, hvor jeg tænkte: "Jeg er nødt til at ændre noget i mit liv, for at jeg kan begynde at passe mere på mig selv i forhold til min kost.” Så det endte med, at jeg gik fra min kæreste og flyttede for mig selv, så jeg var ene om den her proces, der skulle til, for at jeg kunne komme ud af min sygdom.

Kæresten arbejdede ofte om aftenen, og det gjorde det svært at finde en god rytme med mad. De to kæmpede lidt med økonomien, og den uro gjorde det svært for Lærke at fokusere på livsstilsændringerne. Ud over nye vaner, kom der også mange følelsesmæssige ting i kølvandet på diagnosen.

- Samtidig med at jeg fik at vide, at jeg har sukkersyge, så havde jeg jo forhøjet kolesteroltal. Alle mine tal var røde. Altså jeg var jo 21 år. Den er hård at få. Jeg spurgte mig selv: “Hvorfor bliver jeg ramt?” “Det er fordi jeg er overvægtig.” Og så blev det til en skam over, at jeg havde gjort det her ved mig selv. Der kom sådan en bearbejdningsproces, hvor jeg til sidst måtte indse, at det ikke er en skam. Det er en sygdom, man bliver ramt af.

Lærkes kostændringer førte til et vægttab på 10 kilo. Hun er siden kommet i behandling med midlet Ozempic, som har givet et vægttab på yderligere 10 kilo. Det betyder, at hun nu er halvvejs i det vægttab, hun ønsker at gennemføre.

Ozempic

Ozempic er et receptpligtigt lægemiddel, som virker ved bl.a. at sænke indholdet af sukker i blodet og regulere appetitten. Medicinen er oprindeligt udviklet til behandling af type 2-diabetes, men udskrives i dag både til diabetes og til vægttab. Ozempic gives som sprøjte under huden på mave, lår eller overarm.

Kilde: Medicin.dk

Flere positive historier gav et nyt mål

I sit arbejde som social- og sundhedsassistent så Lærke jævnligt borgere, der var syge med diabetes: Insulinkrævende, med diabetisk øjensygdom og ude af stand til at bevæge fingrene. Hun var ikke bekendt med de positive historier, der heldigvis også er.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

- Jeg kendte jo ikke den positive side med folk, der kommer ud af deres sygdom igen. Til at starte med var det meget skamfuldt for mig, men så begyndte jeg at tale med kolleger og veninder om det. En veninde fortalte mig, at hendes far blev fri for diabetes, efter at han begyndte at motionere og tænke over, hvad han spiste. Og efter tre år, hvor man ikke er i medicinsk behandling, så har man ikke sukkersyge mere. Så det er mit mål. At næste gang jeg skal til kontrol og skal nedtrappes, jamen så er der kun tre år til, at jeg ikke længere har sukkersyge. Det er vildt. Det ser jeg frem til.

Husk, at Rom ikke blev bygget på en dag

Lærkes bedste råd til andre nydiagnosticerede er at tage det én dag ad gangen:

- Man skal tage en dag af gangen. Jeg kan huske, at jeg sad og tænkte: “Fuck, så får jeg åreforkalkning, og om fire år kan jeg ikke se noget længere.” Jeg kom til at tænke alle mulige katastrofetanker. Men lægen sagde: “Rolig, der er vi slet ikke endnu. Du skal nok komme af med den her sygdom. Du skal bare tabe dig.” En dag ad gangen og stille og roligt fremad. Rom blev ikke bygget på en dag.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.