Når vi træder ind i det nye år, buldrer det farverige fyrværkeri over os. Men nytårsfejringen kan ende med fyværkeriskader, hvis ikke man passer på og tager sine forholdsregler, for eksempel ved at følge Sikkerhedsstyrelsens fyrværkeriråd.
Skaderne består ofte af brandsår på kroppen, typisk hænderne. Uheld med fyrværkeri kan også gå ud over øjnene, hvis ikke man har beskyttelsesbriller på eller hørelsen, hvor de høje knald kan give susen for ørene eller tinnitus.
Læs også: Forbrændinger og brandsår
5 råd til at undgå fyrværkeriskader
1. Brug beskyttelsesbriller
Beskyt øjnene mod eventuelle fyrværkeri-stumper ved at tage brillerne på.
2. Hold aldrig fyrværkeri i hånden
Hvis fyrværkeriet sprænger, mens det stadig er i hånden, kan det give store skader. Affyr i stedet raketter fra et stativ eller et rør, som står fast, så du ikke at tænder det i hånden.
3. Undgå ulovligt fyrværkeri og gå aldrig tilbage til en fuser
Krudt som ikke er kvalitetssikret, kan være defekt, for eksempel ved at lunterne brænder hurtigere, eller ved at det er længere tid om at eksplodere end beregnet. Derfor må man aldrig gå tilbage til en fuser, og man bør sørge for at købe fyrværkeriet i butikkerne eller tjekke, om det er CE-mærket, som alt lovligt fyrværkeri skal være.
4. Ædru fyrværkerimester
Det er en god ide at udnævne en ædru fyrværkerimester i selskabet, som står for at tænde fyrværkeriet.
5. Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
Når du skal tænde fyrværkeriet, er det vigtigt, at du ikke læner dig ind over fyrværkeriet imens. Hav i stedet en tændpind, som ikke går ud, hvis det blæser. Derudover skal du sørge for at holde sikkerhedsafstanden til fyrværkeriet. På godkendt fyrværkeri kan du læse den anbefalede afstand, man skal holde til fyrværkeriet.
Læs også: Øjenskader ved fyrværkeri
Hvis skaden alligevel sker
Hvis uheldet er ude, og man bliver forbrændt af fyrværkeri, skal man skylle det skadede område med koldt vand.
Ved dyb forbrænding, åbne sår eller øjenskader skal man ringe til skadestuen eller til 112, hvis det er alvorligt.
Kilde: sik.dk og Netdoktors egen artikel: Fyrværkeriskader.