Trin 1: Smertestillende og betændelsesdæmpende
Første trin i behandlingen af Morbus Bechterew består af smerte- og betændelsesdæmpende medicin.
Hvilke typer af smerte- og betændelsesdæmpende medicin findes der?
Der findes 3 typer af smertestillende og betændelsesdæmpende medicin, der eventuelt kan kombineres.
1. Almindelig gigtmedicin (NSAID)
NSAID er en forkortelse for ”Non-Steroide Anti-Inflammatoriske Drugs” og dækker over en gruppe af hurtigtvirkende betændelsesdæmpende lægemidler, som virker ved at reducere smerter og stivhed i rygsøjlen og kroppens led. Derudover kan de virke febernedsættende. NSAID er effektive i løbet af kort tid (få dage) og kan oftest benyttes over en længere periode. Medicinen har dog ingen indflydelse på sygdommens forløb på længere sigt og må primært betragtes som symptombehandling.Der findes en lang række NSAID, som kan anvendes i behandlingen af morbus Bechterew. Nogle har korttidseffekt og anvendes til hurtig at dæmpe en akut smerte, mens andre har langtidseffekt, der kan give en bedre smertedækning over hele døgnet. Det kan være en fordel at anvende et langtidsvirkende præparat, hvis man oplever smerter og stivhed sidst på natten.
Bivirkninger: Almindelige bivirkninger ved NSAID er øget risiko for hjerte-karsygdomme og irritation af mavesækken, som kan give sure opstød, halsbrand, mavesår og i værste fald maveblødning. Risikoen for mavesår øges ved høje doser, længere tids brug og i takt med stigende alder hos patienten. Få personer kan desuden udvikle tarmirritation, specielt ved colitis ulcerosa og Morbus Crohn. I nogle tilfælde kan der også opstå allergiske reaktioner som hududslæt og astma. Ved graviditet frarådes det at bruge NSAID især i første og sidste trimester.
2. Ren smertestillende medicin
Smertestillende medicin i form af paracetamol virker hurtigt uden at irritere mavesækken og forhandles i håndkøb som tabletter, stikpiller og mikstur. Paracetamol anbefales efter behov og kan enten tages alene eller sammen med almindelig gigtmedicin. Nogle af præparaterne har en langtidsvirkning (receptpligtigt) og kan med fordel benyttes eventuelt i kombination med NSAID.
Bivirkninger: Overholdes de anbefalede doser har paracetamol ingen alvorlige bivirkninger.
3. Morfinpræparater
Morfinpræparater benyttes sjældent i behandlingen af sygdommen og eventuelt kun i perioder med stærke smerter. Morfinpræparater kan tages alene eller sammen med almindelig gigtmedicin (NSAID) eller ren smertestillende medicin, men bør så vidt muligt begrænses på grund af risiko for udvikling af afhængighed.
Bivirkninger: Morfinpræparater kan give en lang række bivirkninger, blandt andet kvalme, opkastning, svimmelhed, træthed, døsighed, hovedpine og forstoppelse. Ved længerevarende brug kan man opleve et behov for større og større doser for at opnå samme effekt. Derudover er der stor risiko for udvikling af fysisk og psykisk afhængighed.
Hvem bliver behandlet med smertestillende medicin?
Uanset om man har morbus Bechterew i mild, moderat eller svær grad, vil man altid indlede den medicinske behandling med NSAID og almindelig smertestillende medicin.
Hvordan kommer man videre til næste behandlingstrin?
Hvis man er ramt af morbus Bechterew i moderat eller svær grad eller hvis sygdomsaktiviteten er mere udtalt, kan man gå videre til næste trin i behandlingstrappen og få tilbudt behandling med binyrebarkhormon eller langsomtvirkende gigtmedicin.
(Kilde: Ledende overlæge dr.med. Mette Harreby, speciallæge i reumatologi)
Trin 2: Binyrebarkhormon
Binyrebarkhormon er et hurtigtvirkende effektivt lægemiddel med god effekt på gigtaktiviteten. Det ordineres dog sjældent over længere perioder på grund af mange og alvorlige bivirkninger. Præparatet kan gives som tabletter og injektion i muskler og led, men det kan også bruges lokalt som øjendråber og -salve ved regnbuehindebetændelse. I sjældne tilfælde af morbus Bechterew kan midlet gives som drop.
Ofte anvendes binyrebarkhormon i starten af sygdomsforløbet med det formål at få betændelsen i kroppen under kontrol hurtigt og effektivt, mens man venter på effekten af et langsomtvirkende lægemiddel.
Bivirkninger: Der kan opstå mange bivirkninger i kølvandet på behandlingen med binyrebarkhormon. Jo større doser, jo flere bivirkninger, men det varierer, hvor meget den enkelte patient bliver påvirket af behandlingen. Bivirkningerne ved brug af binyrebarkhormon kan blandt andet være vægtøgning, tynd og skrøbelig hud, udvikling af diabetes, for højt blodtryk, forhøjet kolesterol, øget infektionstendens, psykisk påvirkning (enten opstemthed eller depression) og ikke mindst udvikling af knogleskørhed. Når man får tilført binyrebarkhormon udefra, forstyrres kroppens naturlige hormonbalance desuden, og det svækker immunforsvaret. Det betyder, at kroppen kan have svært ved at bekæmpe andre infektioner og sygdomme af både mild og mere alvorlig karakter.
På grund af risiko for alle disse bivirkninger er det vigtigt kun at benytte binyrebarkhormon i så korte perioder som muligt eller når andre behandlingsmuligheder er udtømte. Hvis der er behov for binyrebarkhormon over en længere periode er det vigtigt at starte med tilskud af kalk og D-vitamin og eventuelt få målt knoglemineralindholdet ved hjælp af en Dexa-scanning. Hvis man har taget binyrebarkhormon over en længere periode, er det nødvendigt gradvist at aftrappe behandlingen i samråd med lægen.
Hvordan kommer man videre til næste behandlingstrin?
Hvis der stadigvæk er sygdomsaktivitet efter en kort behandlingsperiode med NSAID på 3-4 måneder, kan man begynde behandling med langsomtvirkende gigtmedicin, DMARD (disease-modifying-antirheumatic-drugs).
(Kilde: Ledende overlæge dr.med. Mette Harreby, speciallæge i reumatologi)
Trin 3: Langsomtvirkende gigtmedicin
Denne behandling har ikke den store virkning på gigten i korsbensled og rygsøjle, men derimod god effekt hos patienter, som også har gigtaktivitet i andre led, tilbagevendende øjenbetændelse (regnbuehindebetændelse) og tarmsygdomme (colitis ulcerosa, Morbus Crohn).DMARD virker ved at hæmme immunforsvaret og dermed mindske gigtaktiviteten. Det mindsker således gradvist leddenes hævelse, ømhed og stivhed eller får dem i bedste fald til at forsvinde helt.
Der kan gå op til seks måneder, før virkningen af medicinen viser sig, og ofte er det nødvendigt at kombinere behandlingen med binyrebarkhormon og/eller smertestillende midler. Hvis der ikke er effekt efter en behandlingsperiode på seks måneder, bør medicinen erstattes af eller suppleres med anden gigtmedicin.
Bivirkninger: Forekomsten og sværhedsgraden af bivirkningerne ved DMARD er generelt bestemt af dosis. De fleste oplever ganske få eller ingen bivirkninger af behandlingen, men kvalme, opkastning, diarré, utilpashed, svimmelhed, hovedpine, tendens til luftvejsinfektioner og udslæt kan forekomme.
Der bør tages jævnlig blodprøver for at afsløre, om der opstår påvirkning af blandt andet knoglemarv og lever, og derfor er det vigtigt, at behandlingen overvåges af en speciallæge i reumatologi.
Hvordan kommer man videre til næste behandlingstrin?
For at komme i betragtning til behandling med biologiske lægemidler, som er næste trin i behandlingen af morbus Bechterew, skal man have forsøgt behandling med flere af de foregående behandlingsformer, uden det har haft en effekt.
(Kilde: Ledende overlæge dr.med. Mette Harreby, speciallæge i reumatologi)
Trin 4: Biologiske lægemidler
Fjerde og sidste trin i behandlingen af morbus Bechterew er biologiske lægemidler. Disse virker ved at hæmme betændelsen i leddene og rygsøjlen, som forårsages af sygdommen.
Der er gennem de seneste år sket store fremskridt i behandlingen af gigtsygdomme, herunder morbus Bechterew, takket være de biologiske lægemidler, der er en nyere type gigtmedicin, som specifikt retter sig mod en vigtig faktor i vores forsvarsmekanisme kaldet TNF-alfa (Tumor Nekrotiserende Faktor alfa).
Fælles for biologiske lægemidler herunder biosimilære lægemidler (kopipræparater) er, at de er mere effektive, virker relativt hurtigt og kan benyttes uden de store bivirkninger. Biologiske lægemidler kan gives som infusion i en blodåre eller som injektion under huden (ligesom insulin).
Bivirkninger: Før start på behandlingen med biologiske lægemidler er det vigtigt at udelukke infektioner som leverbetændelse og tuberkulose eller andre akutte infektioner. Det er derfor nødvendigt at foretaget blodprøver og røntgenbilleder af lunger inden behandlingsstart.
Selve behandlingen kan medføre øget tendens til infektioner, fordi kroppens immunforsvar bliver sat under vekslende grad af pres. Derudover kan der opstå allergiske reaktioner især på injektionsstedet. Til gengæld påvirker de biologiske lægemidler ikke kroppens øvrige organer i samme grad, som det er tilfældet med for eksempel binyrebarkhormon.
Opstår der infektion i kroppen, imens man er i behandling med biologiske lægemidler, må behandlingen sættes på pause og først genoptages, når infektionen er overstået.De biologiske præparater, man benytter til behandlingen af morbus Bechterew, må desuden ikke bruges ved cancersygdomme og må ej heller benyttes ved graviditet og amning.
Hvem kan blive behandlet med biologiske lægemidler?
Beslutningen om, hvorvidt en patient med morbus Bechterew kan få behandling med biologisk medicin, afgøres af speciallægerne på den reumatologiske afdeling, hvorpå patienten er tilknyttet.
Kriterierne for start på biologisk behandling vil være:
- At der er betydelig sygdomsaktivitet på trods af behandling med NSAID og/eller DMARDover en kortere eller længere periode
- At kronisk infektion er udelukket
- At patienten ikke har en neurologisk sygdom som for eksempel multipel sklerose og andre demyeliniserende sygdomme (sygdomme der ødelægger isolationsmaterialet omkring nerverne) samt kronisk hjertesygdom.
- At der ikke forekommer cancer aktuelt og inden for de sidste 5 år.
- At der ikke er graviditet eller et aktuelt et ønske herom.
(Kilde: Ledende overlæge dr.med. Mette Harreby, speciallæge i reumatologi)