Hvad er leddegigt?
Leddegigt er en sygdom, hvor vævhinden, der beklæder leddet (synovialis), angribes af personens eget immunsystem. Man kalder det en autoimmun inflammatorisk sygdom, det vil sige en sygdom med betændelsesforandringer i væv – selvom der ikke er nogen infektion i vævet. Ud over leddene er der ofte angreb på seneskederne omkring hånd og fod. Cirka en procent af den voksne befolkning har leddegigt, og forekomsten er cirka tre gange hyppigere hos kvinder end mænd. Sygdommen er til dels arvelig, og børn af leddegigtpatienter har cirka fire gange øget risiko for at få leddegigt. Leddegigt kan ramme alle aldersgrupper, men opstår hyppigst i alderen 20-40 år. Leddegigt kan i heldige tilfælde gå over, men jo længere tid angrebet har varet, og hvis først der er kommet afgnavning af ledfladen, er den med al sandsynlighed kronisk. Behandlingen af gigten bliver derfor som regel livslang.
Hvad er artrose (slidgigt)?
Artrose er en sygdom, der nedbryder ledbrusk og lednær knogle. Artrose har kun delvis forbindelse til slid og slæb, og man prøver derfor at ændre betegnelsen fra slidgigt for at markere, at den ikke nødvendigvis har med dette at gøre. Artrose kan angribe ethvert led i kroppen, men sidder dog hyppigst i fingrenes mellem- og yderled, nakkens led, storetåen og i knæ- og hofteled. Artrose kan udløses af skader eller langvarig fejlbelastning af led, men forløbet er meget afhængig af arvelige faktorer. De har både betydning for, om man overhovedet får artrose i leddene, hvilke led der angribes, og hvis artrosen kommer efter skader, hvor slem den bliver. Som regel tager det mange år at udvikle artrosen, som angriber i perioder, hvor leddet bliver udsat for inflammation, der minder meget om det, der kendes fra leddegigt. Mens man ikke kan gøre noget ved det arvelige, har det vist sig, at overvægt er lige så betydningsfuld for udviklingen af artrose. Det gælder af helt forståelige årsager knæleddet, men overvægt har også betydning for for eksempel artrose i fingerled. På røntgenbilleder ses begyndende tegn på artrose hos nogle allerede i 30 års-alderen, hvorefter forekomsten stiger støt gennem livet, og som pensionister vil de fleste af os have et eller flere led med artrose. I mange tilfælde mærker man ikke gigten, men blandt 60-årige har over ti procent daglige smerter fra artrose i knæet.
Hvorfor opstår de to gigttyper?
Leddegigt er en sygdom, hvor kroppens egne hvide blodlegemer går til angreb på ledhinden. Dette kemiske angreb er mere akut og kraftigere end ved artrose, og der gnaves af leddets udkant og hjørner, hvor brusk og knogle udtyndes eller helt forsvinder. Da sygdommen samtidig går ud over ledbåndene på stedet, kan det ende med et både skævt og ustabilt led. Leddet hæver på grund af den øgede ledslimhinde, som i faser med kraftigere angreb bliver meget øm.
Artrose opstår ved et langvarigt, mindre kraftigt kemisk angreb på ledbrusk og den knogle, som ligger tæt på leddet. I modsætning til leddegigt udtyndes leddet centralt, mens kanterne tværtimod reagerer med udvækst, en slags krave på leddet, som får større omfang på grund af den ekstra knogle. Det vil sige, at leddet også ved artrose er hævet, blot her med et bogstaveligt talt benhårdt led.
Hvorfor gør det ondt at have gigt?
Ledbrusk har ikke i sig selv nerveforsyning, og man kan ikke mærke brusken. Smerterne opstår derfor andre steder, typisk i leddets omgivelser, både i knoglen under ledfladen og bløddelene omkring leddet. Alle gigtangreb svinger i intensitet, og der kommer periodevis forværring.
Artrose vil i begyndelsen overvejende gøre ondt ved selve belastningen, men kan i mere fremskredne tilfælde også give smerter i hvile.
Leddegigt vil derimod lige fra begyndelsen kunne gøre ondt uden særlig belastning. Leddegigt kan komme akut, og nogle patienter kan udpege en bestemt dag, hvor sygdommen startede.
Hyppigere viser leddegigt sig dog ved en gradvist tiltagende smerte og ømhed i led. Hos nogle patienter stilles diagnosen først efter et årelangt forløb med ukarakteristiske muskel- og ledsmerter og træthed. Det er en gåde, hvorfor leddegigt ofte er forbløffende symmetrisk, og man ved ikke med sikkerhed, hvad der udløser leddegigten.
En særlig mekanisme kendes nu for smerter ved begge typer af ledsygdom. Hvis leddet har været under angreb i længere tid, det vil sige er præget af kronisk smerter, kan nervesystemet gå i selvsving. At nervesystemet går i selvsving betyder, at der opstår smerter, der egentlig ikke har baggrund i leddets tilstand. Man kalder denne type "centrale smerter", der med hensyn til mekanisme minder om de fantomsmerter, der kan opstå. Det viser sig ved behandlinger, hvor leddet i sig selv bliver rask og dermed burde blive smertefrit. En vis del af patienterne med leddegigt, hvor sygdommen går i ro på behandling, har derfor stadig ondt i leddene. Ved artrose er der tilsvarende en del patienter, som bliver ved at have ondt i et led, som er skiftet ud med en ellers perfekt placeret protese.
Hvor sidder gigt typisk i kroppen?
De hyppigste angreb af leddegigt sker på håndled, kno- og mellemled på fingre, foruden tæernes grundled, men over halvdelen af patienterne har derudover angreb på større led, hyppigst knæ og skuldre. Der er ofte symmetriske angreb, det vil sige samme led er angrebet på de to sider. Leddegigt kan også angribe andre led i kroppen, herunder bestemte led i nakken, men dog aldrig den nedre del af ryggen.
Artrose rammer derimod fingrenes mellem- og yderled, knæled, storetåen, hofter og leddene i ryg og nakke. Enkelte led rammes næsten aldrig af artrose, for eksempel albueleddet, med mindre der sker større skade på leddet. Der er også ved artrose en vis symmetri, det vil sige, at en person med artrose i det ene knæ næsten altid også har artrose i det andet, med lidt variation i graden af sygdom afhængig af skader.
Hvordan føles de to typer gigt?
Man kan ikke skelne mellem de to typer gigt ud fra smerterne, der i begge tilfælde sidder dels i leddet og leddets umiddelbare omgivelser, men også spredes ud i muskler, som betjener leddet, for eksempel ned i armen fra en skulder. Smerten beskrives som trykkende og vedvarende med forværring ved tungere belastning, men ofte bedring ved let, ubelastet bevægelse.
Ved artrose beskrives i middelsvære tilfælde en smertetriade, hvor det gør ondt at komme i gang med for eksempel at gå. Derefter bliver det bedre for igen at forværres ved længere tids belastning.
Udover smerter giver begge former for gigt en stivhed i leddene, som først skal ”tøes op” efter stilstand, især om morgenen. Denne stivhed varer kortere ved artrose, mens den kan vare timer ved leddegigt, afhængig af gigtangrebets sværhedsgrad. Natlige smerter forekommer ved begge typer af gigt og i forbindelse med sværere angreb.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Begge diagnoser, artrose og leddegigt, stilles ved en blanding af flere kriterier. Det kræver således både klager fra patienten i form af smerter, forandringer ved den kliniske undersøgelse af leddet samt eventuelt blodprøver og ofte røntgenbilleder eller anden billeddiagnostik.
Diagnosen kan i nogle tilfælde baseres på, hvor på kroppen de angrebne led sidder. For eksempel er artrose særdeles hyppig i fingrenes yderled, hvor leddegigt aldrig forekommer. Modsat er leddegigt hyppig i knoleddene, som særdeles sjældent rammes af artrose.
Leddegigt har en karakteristisk fjedrende og øm bløddelshævelse omkring leddet, og der kan være rødme og varme som tegn på betændelse. I blodprøver vil der ved leddegigt ofte være tegn på reaktion på betændelsen i kroppen og eventuelt gigtantistoffer. Man ser dog i 10-20 procent af tilfældene leddegigt selv med kraftige ledangreb, hvor blodprøverne er helt normale. Røntgenbilleder eller skanninger (MR, ultralyd) kan vise afgnavning og huller i ledfladen ved mere aggressive angreb.
Hævelsen af leddet ved artrose er anderledes fast på grund af den nye knogledannelse. Der kan dog i akutte faser af artrose være både ømhed og varme af leddet. Et røntgenbillede vil vise knoglenydannelse (osteofytter) i leddets omkreds.
Hvordan behandles gigtsmerter?
Uanset gigtform er det vigtigt at bevæge leddet igennem. Motion med belastning afpasset efter ledangrebets sværhedsgrad virker i sig selv smertestillende og opretholder noget af funktionen af leddet. Almindelig smertestillende håndkøbsmedicin bruges som basisbehandling, blandt andet fordi det giver ganske få bivirkninger. Medicin mod leddegigt er ikke i sig selv smertestillende, men giver en helt anden og grundlæggende behandlingseffekt end diverse smertestillende midler, som kommer i anden række. Der findes en række forskellige former for langtidsvirkende gigtmedicin, som har vekslende effekt hos den enkelte. Man må dog erkende, at det kan være svært at få smerten holdt nede uden et tilskud af for eksempel smertestillende gigtmedicin. Den bedste smertebehandling ved leddegigt vil altid være at få sygdommen til at gå i ro.
Det mest udbredte artroseproblem sidder i knæene, og da halvdelen af patienterne med artrose i knæet er overvægtige, er langt det mest betydningsfulde i så fald at tabe sig. Ellers er behandlingen mod artrose meget præget af ergonomi, det vil sige gode råd omkring ændret belastning. Cykling er for eksempel en glimrende måde at aflaste både knæ, hofter og fødder. Ud over almindelige smertemidler, er den medicinske behandling af artrose ved akut hævelse af et led at tømme leddet og behandle lokalt med binyrebarkhormon.
De nævnte centralt betingede smerter er sværere at behandle og kan kræve særlig smertestillende medicin.
Udsigten for fremtiden
Ved kronisk gigt forsvinder smerterne ikke helt, men der kan gøres meget for at dæmpe angrebet på leddet og ved ændret belastning at gøre tilstanden tålelig. Generelt stiler man i behandlingen mod at reducere smerten til under fire på en skala fra nul til ti.
Behandlingen af de sværere tilfælde af leddegigt er blevet meget mere effektiv inden for de seneste år, hvor man blandt andet har fået mulighed for biologisk behandling. Lettere leddegigt behandles ligeledes mere effektivt ofte med en kombination af langtidsvirkende gigtmedicin.
Medicinsk behandling af inflammationen ved artrose er under udvikling og kan vise sig at være en længe ventet mulighed for at stoppe sygdommen. Der er ikke fundet behandling, som kan genskabe den tabte brusk, men der kan gøres meget for at få leddet til at fungere optimalt med ændringer i belastningsmønstre og fornuftig træning. For enkelte led, typisk knæ- og hofteled, kan det blive nødvendigt at skifte ledfladen ud med en protese. Dette kunstige materiale er i de fleste tilfælde meget holdbart - både 10 og 20 år, selvfølgelig afhængig af, hvad man udsætter det for.
Hvad kan man selv gøre?
Ergonomi : I hverdagen må man søge at afpasse belastningen af leddet efter forholdene. Der er opfundet en lang række hjælpemidler, som kan aflaste leddet i bestemte situationer.
Vægt : For knæenes og hofternes vedkommende er det altafgørende ikke at veje for meget. Selv få kilos overvægt kan mærkes, og tilsvarende giver et vægttab ned i normalområdet en bedring, der slet ikke kan opnås med medicin.
Træning :Man skal sørge for til enhver tid at holde sig i så god form, som leddets situation tillader. Selv i perioder med mere udtalt ledangreb skal man søge at holde træning i gang, for eksempel aflastet i varmtvandsbassin.
Medicin : Man må holde øje med sin sygdom og tale med den behandlende læge, når der sker forværringer. Et gigtangreb koster altid noget for leddet, enten ledfladen eller styrken omkring leddet. Hverken læge eller patient må derfor lade stå til, og et angreb skal behandles hurtigt (og godt), hvis det overhovedet er muligt.
Mere information
Ønsker du yderligere oplysninger om gigt, henviser vi til Gigtforeningens hjemmeside , som indeholder mere detaljerede og uddybende oplysninger.