Morbus Bechterew er en kronisk immunsygdom, hvor gigtbetændelsen især angriber rygsøjlen og bækkenet.
Sygdommen kan ikke helbredes, men i de fleste tilfælde kan den bringes under kontrol med behandling. Den rette behandling af sygdommen retter sig derfor mod de symptomer, der medfører smerter og funktionsbegrænsning.
Den bedste behandling af morbus Bechterew består af en kombination af medicinsk behandling, træning og bevægelse samt fokus på bedst mulige forhold på arbejdspladsen og i hjemmet.Ingen af de nævnte behandlingsmetoder kan effektivt stå alene over længere tid, og derfor er det vigtigt at lægge en hensigtsmæssig behandlingsstrategi for den enkelte patient.
Ren smertestillende medicin
Paracetamol (for eksempel Panodil og Pamol) og morfinpræparater kan anvendes som smertestillende medicin. Der er dog ingen direkte sygdomsreducerende effekt af denne behandling. Paracetamol anbefales efter behov og effekt, hvorimod morfinpræparater bør undgås på grund af risikoen for at udvikle afhængighed.
Der er sjældent bivirkninger ved ren smertestillende medicin, hvis dosis overholdes. De smertestillende midler kan tages enten alene eller sammen med almindelig gigtmedicin (NSAID).
Almindelig gigtmedicin (NSAID)
NSAID er en gruppe af hurtigtvirkende lægemidler, der virker betændelsesdæmpende og som bruges ved behandling af gigt. NSAID er en forkortelse for Non-Steroide Anti-Inflammatoriske Drugs, hvilket vil sige, at de har en dæmpende effekt på betændelse, dog uden at indeholde binyrebarkhormon (steroid).
Gigtmedicinen reducerer den lokale hævelse og betændelse i kroppen, som sygdommen forårsager, og det letter ofte på smerter, morgenstivhed og feber. Midlerne anvendes ofte og i længere perioder.
NSIAD har positiv sygdomsdæmpende effekt ved morbus Bechterew, hvorfor behandlingen ofte ordineres for en længere periode end vanligt ved muskel og ledsygdomme. Det er vigtigt dog at overveje den bedste behandlingsstrategi med den reumatolog, der ordinerer NSAID som længerevarende gigtbehandling.
Der er flere forskellige typer gigtmedicin på markedet, men det anbefales at bruge et langtidsvirkende præparat. Nogle har korttidseffekt og kan anvendes til hurtigt at dæmpe en akut smerte, mens andre har langtidseffekt og med fordel kan anvendes specielt med henblik på at dæmpe smerterne sidst på natten.
Almindelige bivirkninger ved gigtmedicin er irritation af mavesækken, hvilket kan medføre sure opstød og i værste fald mavesår. Oplever man disse bivirkninger, skal man kontakte lægen. Supplerende behandling med syredæmpende medicin kan overvejes for en periode, men er ikke en løsning ved længerevarende behandling. Få personer kan desuden udvikle tarmirritation, specielt hvis man har colitis ulcerosa (blødende tyktarmsbetændelse) eller morbus crohn (kronisk tarmbetændelse). Bivirkningerne viser sig ved mavesmerter eller diarré.
Ved brug af NSAID i længere perioder kan der desuden opstå hjertekarsygdomme. Hvis man er gravid, frarådes det at anvende NSAID i første og sidste trimester.
Binyrebarkhormon
Binyrebarkhormon anvendes primært som indsprøjtninger i de hævede og betændte led eller som øjensalve og dråber ved regnbuehindebetændelse. Medicinen anvendes også i sjældnere tilfælde som tabletter eller drop.
Binyrebarkhormon har en meget kraftig effekt på immunsystemet og virker ofte effektivt ved morbus Bechterew. Der er dog en del bivirkninger forbundet med medicinen, og derfor bør binyrebarkhormon kun anvendes i korte perioder eller når andre behandlingsmuligheder er afprøvede.
Bivirkningerne kan være meget forskelligartede alt efter dosis og behandlingsvarighed. En hyppig bivirkning er blandt andet vægtøgning og et rundere ansigt, som dog fortager sig efter endt brug. Over længere tid eller i høj dosis kan binyrebarkhormon medføre, at ens knogler afkalker og man på sigt udvikler knogleskørhed.
Læs mere: Fakta om binyrebarkhormon
Langsomtvirkende gigtmedicin
Langsomtvirkende gigtmedicin (DMARD) begrænser betændelsen i kroppen og har først en effekt efter nogle måneder. Denne type gigtmedicin kan ofte bremse sygdommens udvikling, men den har ingen effekt på de smerter og forandringer i rygsøjlen, der følger med sygdommen. Midlerne anvendes kun, hvis der er hævelse i leddene, som skyldes aktivitet i gigtsygdommen.
Da den langsomtvirkende gigtmedicin først virker efter nogle måneder, startes der i mange tilfælde samtidig også op på almindelig gigtmedicin (NSAID) for at dæmpe symptomerne med øjeblikkelig virkning.
Biologiske lægemidler
Biologiske lægemidler er en effektiv behandling til patienter med morbus Bechterew, der har en aktiv gigtreaktion i ryggen eller andre led, og hvor traditionel behandling ikke har haft tilstrækkelig effekt eller hvor bivirkningerne har været for stærke.
Behandlingen virker ved at justere den uhensigtsmæssige immunreaktion, der er årsagen til gigtaktiviteten i kroppen, og derfor har midlerne størst effekt på patienter, der har tegn på sygdomsaktivitet i deres blodprøver.
Gigtens aktivitet i kroppen skyldes, at balancen mellem de stoffer, der aktiverer immunsystemet, og de, der dæmper det, er forstyrret. Behandlingen med biologiske lægemidler virker ved at neutralisere nogle af disse signalstoffer, så immunreaktionen mindskes. Som følge heraf reduceres betændelsen, ligesom smerter og morgenstivhed mindskes.
Behandlingen med biologiske lægemidler kan gives som injektion enten direkte i en blodåre eller under huden, og den enkelte patient får som oftest mulighed for at vælge den behandlingsform, der passer bedst til ham eller hende. Beslutningen om, hvorvidt en patient bør starte på behandling med biologiske lægemidler, afgøres på konference blandt relevante læger, der har kendskab til den pågældende patient.
Hver anden patient med morbus Bechterew oplever en klar reduktion af smerter og stivhed efter påbegyndt behandling med biologiske lægemidler. Det er dog ikke alle, der oplever tilstrækkelig effekt efter første præparat, og i sådanne tilfælde kan et alternativt stof overvejes.
Bivirkninger ved biologiske lægemidler er blandt andet øget risiko for at pådrage sig en svær infektion, som kan være svær at behandle. Der er specielt fokus på tuberkulose. Derudover kan man udvikle overfølsomhedsreaktioner samt hudirritation på det område af huden, hvor injektionen er blevet givet.
Biosimilære lægemidler
Gennem mere end 20 år er der udviklet biologiske lægemidler, der alle virker ved at justere ubalancen i immunsystemet. De virksomme mekanismer varierer midlerne imellem, ligesom de gives på forskellig vis, direkte i en blodåre, under huden eller som tabletter, afhængigt af hvor i kroppen de nedbrydes.
Fælles for alle disse lægemidler er, at de har været dyre at udvikle, og de har derfor været dyre i indkøb for sygehusene. I disse år er patenterne på de biologiske lægemidler ved at udløbe, og derfor produceres der nu nye præparater, der er meget lig de kendte, disse kaldes biosimilære lægemidler.
Da de første biosimilære lægemidler kom på markedet, var der stor usikkerhed omkring deres virkning og ikke mindst omkring eventuelle nye bivirkninger. Effekten og bivirkningerne følges derfor meget nøje, og det vurderes, at virkningen for de fleste er den samme som ved de biologiske lægemidler, og at der ikke er registreret nytilkomne bivirkninger. Det betyder, at der for de fleste ikke er forskel på effekt og bivirkninger af biologiske og biosimilære midler, men oplever man bivirkninger eller ændringer i ens helbred, er det vigtigt at orientere om det ved førstkommende kontrol. Så kan behandlingen eventuelt justeres.