Brevkasse

Spørgsmål   Hjerne og nerve

Spørgsmål: Hukommelsesproblemer eller stress?

Kære Netdoktor

Jeg har gennem en periode mærket, at min hukommelse ikke længere er så god, som den tidligere har været.

Jeg glemmer at købe de ting, der står på min huskeliste nogle gange. Jeg glemmer navne på personer, som jeg tidligere kunne uden problemer. Jeg får fortalt en besked i en telefonsamtale, men efter fem minutter kan jeg ikke lige huske, hvorfor personen ringede.

I trafikken skal jeg koncentrere mig mere end tidligere. Når jeg læser om demens, så er jeg slet ikke der. Men det er svært at finde artikler, som beskriver, om man kan forvente, at hukommelsen bliver lidt dårligere med alderen.

Jeg har arbejde og klarer det okay, men jeg kan ikke huske så mange detaljer som før.

Er det almindeligt, at hukommelsen svækkes med alderen? Hvornår skal jeg være bekymret?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar:

Kære Spørger

Din alder taget i betragtning, er demens heller ikke den første tanke, der springer op i mine tanker - omend det ikke er umuligt; særligt Alzheimer-demens kan debutere i så ung en alder som din!

Jeg tænker umiddelbart, at det kan være stress-relateret med de hukommelsesproblemer, du beskriver. De såkaldte kognitive funktioner, altså hjernens funktioner , påvirkes, hvis man ‘overbelaster’ hjernen i en periode med stress. Det lumske ved stress er, at man ikke nødvendigvis selv bemærker, at man er stresset. Stress behøver heller ikke være koblet til en oplagt forklaring, som for eksempel mange ekstra opgaver på jobbet, problemer på hjemmefronten eller lignende.

Stress kan vise sig dels ved kognitive symptomer, altså hjernerelaterede, og dels ved fysiske symptomer. Sidstnævnte kan være hjertebanken, svedtendens, kvalme, appetitforstyrrelser, søvnproblemer med mere.

De typiske kognitive forstyrrelser ved stress er netop hukommelsesproblemer og vanskeligheder ved at overskue komplekse problemstillinger. De fleste oplever, at de taber overblik ved tiltagende simple opgaver, og dermed fornemmes den gradvise forværring. Man kan opleve at ting, som almindeligvis ligger på rygraden, som for eksempel bilkørsel, pludselig behøver en mere bevidst opmærksomhed. Jeg tror, det vil være en god idé at få en snak med din læge om en stress-udredning, som eventuelt kan foregå i samarbejde med en psykolog eller en egentlig stress-coach.

Med venlig hilsen

Morten Svenning Nielsen

Speciallæge i almen medicin


Besvarede spørgsmål under chat

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.