Kære lægepanel.
Min mor er dement og det har hun fået konstateret for 7 år siden. Det udarter sig nu ved vrangforestillinger, hun digter og bygger videre på en uendelig historie, som hun husker lige så godt som hendes barndom.
Hun har aldrig fortalt, at hun har fået diagnosen, men sygehuset siger, at hun er dianostiseret. Hun bor sammen med min far på 75, de har hjemmehjælp og får den varme mad leveret. Mor er 70.
Jeg forstår ikke sygdommen særlig godt, trods det jeg har fået materialet fra dementforeningen. Mor er fysisk stærk, men vasker sig ikke længere og jeg kan ikke formå hende i bad. Hjemmehjælpen må ikke presse hende.
Hun placerer far på hans rolator og kører tur med ham. Jeg har talt med min far, der hører dårligt, om hendes sygdom, men han forstår heller ikke meget. Han tror ind i mellem på mors mer eller mindre fantastiske og ondskabsfulde historier. Min mors søster var også dement og jeg tror min mor altid har været bange for også at blive det. Jeg er også bange for at arve sygdommen.
Kan jeg snakke rent ud med min mor om sygdommen en dag hun er rimelig klar - for de dage er der endnu?
Er sygdommen arvelig?
Håber på svar.
Venlig hilsen
en spørger