Hvad er det endokrine system?
Det endokrine system – også kaldet hormonsystemet – gør kroppens celler i stand til at kommunikere med hinanden via kommunikationsstoffer kaldet hormoner. Hormoner er stoffer, som kirtelceller udskiller til blodkredsløbet, sådan at de transporteres rundt i kroppen med blodet og på den måde når frem til en bestemt celletype, som de videregiver information til. Hormoner har typisk til opgave at op- eller nedregulere udskillelsen af andre stoffer der videre påvirker kroppens funktion. Dette kunne være stofskiftet eller kvindens menstruationscyklus.
Hvordan virker nervesystemet?
Nervesystemet er baseret på en anden type cellesignalering, hvor nervecellerne (neuroner) gennem lange “tråde” (axoner og dendritter) ligger tæt op ad de celler, de kommunikerer med. Gennem elektriske impulser, der spreder sig hen over cellens overflade, kan signalet meget hurtigt nå fra den ene ende af nervecellen til den anden, hvor nerveimpulsen medfører, at cellen udskiller sit signalstof (en neurotransmitter) til en eller flere naboceller. Nerveceller behøver således ikke frivive deres signalstof til blodbanen, men kan direkte frigive det til den celle de ønsker at påvirke.
Hvordan adskiller de to systemer sig fra hinanden?
Nerveceller kan på meget kort tid signalere til deres modtagerceller (højst et par sekunder), mens hormoner er lidt længere om at nå frem. Hvor hurtigt effekten af signalet træder i kraft afhænger af, hvordan signalet ledes videre inde i cellen. For eksempel tager det længere tid at ændre på, hvilke proteiner cellen skal producere (syntetisere), end det gør at aktivere allerede dannede proteiner.De to systemer har derfor også forskellige opgaver at varetage (selvom de arbejde tæt sammen). Eksempelvis ledes information om smerte gennem nervesystemet (da man hurtigt skal kunne reagere på dette), mens menstruationscyklussen varetages af hormoner.
Homøostase
Det endokrine system og nervesystemet spiller en afgørende rolle for at opretholde et stabilt indre miljø i kroppen, som er nødvendigt, for at den fungerer optimalt. Opretholdelsen af den indre ligevægt kalder man homøostase. For eksempel skal kroppens temperatur, dens surhedsgrad og dens indhold af sukker , salt og vand holdes inden for snævre intervaller. Fordi kroppen har høje krav til indre stabilitet, er den nødt til at kunne reagere hurtigt på ændringer i det ydre miljø, såsom et temperaturfald. Idet kroppen består af mange milliarder celler, og afstanden mellem cellerne varierer fra naboer til (i biokemisk forstand) nærmest astronomisk langt, er det nødvendigt med nogle kommunikationssystemer, så forskellige dele af kroppen kan koordinere dens reaktion på forstyrrelser i balancen. Som nævnt benytter kroppen især de to kommunikationssystemer nervesystemet og det endokrine system til at opretholde denne balance.