Kære Netdoktor
For en måneds tid siden havde jeg en episode med mit hjerte i gymnastiktimen, som ærligt talt gjorde mig lidt bange. Jeg var i gang med at spille fodbold, da mit hjerte begyndte at banke helt ekstremt hurtigt.
Jeg fik den samme følelse, som når ens hjerte springer et slag over. Jeg har af og til haft en puls på 170 til 180, når jeg har løbetrænet, men det kommer ikke i nærheden af, hvad jeg følte til gymnastiktimen. Jeg vil skyde på, at jeg havde en puls på over 300.
Anfaldet varede formentlig mellem 60 og 90 sekunder. Min hjertebanken stoppede uden varsel fra det ene øjeblik til det andet. Fra ekstrem høj til normal hjertefrekvens på et splitsekund.
Hvad kan årsagen være?
Med venlig hilsen
En Spørger