Min far har for to uger siden fået konstateret forhøjet blodtryk hos sin egen læge (210/105). Han gik til læge, fordi han var begyndt at blive kortåndet i forbindelse med for eksempel støvsugning. Han fik derefter foretaget diverse laboratoireundersøgelser, som alle var normale, dog var kolesteroltallet i toppen af normalområdet.
Ved efterfølgende samtale hos egen læge, har min far fået vejledning i hvilken levevis han bør føre fremover. Lægen så gerne, at kolesteroltallet kom lidt ned. Min far har altid været en lille tynd mand og er det stadig. Der er ikke et gram fedt på ham. Derfor kan han (og tildels også jeg) ikke helt forstå, hvorfor han nu skal spise fedtfattigt. For bliver han så ikke bare skind og ben? De to daglige skiver ost på 30 procent er efter lægens anvisning nu blevet skiftet ud med en mega-lav procent, og min far skal til at stege i olivenolie i stedet for margarine.
En ting de slet ikke kom ind på under samtalen er saltforbrug, og min fars saltforbrug er større end de flestes. Næsten al mad skal have et ekstra drys salt. Så jeg har købt seltin til ham, men ved ikke om han gider bruge det, for det sagde lægen jo ikke noget om.
Jeg har også informeret ham om vigtigheden af at drikke nok, ligesom vigtigheden af indtagelse af grøntsager også forekommer logisk. Det var lægen også inde på. (Er der iøvrigt nogen grøntsager, som har en bedre indvirkning på kolesteroltallet end andre? Jeg har søgt på nettet uden at kunne finde svar.)
Rygerisiko forstår vi også (Han ryger 5 cigaretter om dagen og det tror jeg han har brug for, for ikke at stresse. For mange år tilbage røg han mere, så jeg har et gæt på, at han måske også har lidt rygerlunger).
Men at han skal nedsætte fedtindtagelsen er lidt svært for os at forstå, fordi han er så tynd. Kan I forklare os sammenhængen, så det bliver mere logisk for min far at tage denne anvisning alvorligt?