Svar:
Kære spørger
Man kan godt tillade sig at give begge læger ret.
Faktor V Leiden, er en tilstand hvor man har en genmutation der øger risikoen for blodpropper. Man kan arve mutationen fra en forælder, en såkaldt heterozygot mutation, eller fra begge forældre, en homozygot mutation.
Risikoen for blodpropper er højere hvis man har en homozygot mutation. I udgangspunktet vil det ikke få nogen konsekvens som sådan, om du er bærer af en Faktor V Leiden-mutation, sålænge du ikke har haft en blodprop selv - derfor kan man jo sige at det kun er af akademisk interesse at undersøge dig på nuværende tidspunkt.
Omvendt, er det jo selvfølgelig rart for dig at vide om din risiko for blodprop er øget, uagtet at det ikke får betydning nu. Hvis du skulle være uheldig at få en blodprop, kan en evt Faktor V Leiden-mutation få betydning for hvorledes man planlægger den fremadrettede behandling for at undgå yderligere blodpropper. Det kan være særligt relevant at undersøge unge kvinder, da det - som din læge siger - kan have betydning for valg af prævention, og i forbindelse med graviditet.
Så for dig, som mand, er det i udgangspunktet ikke noget problem. Det du selv kan gøre, er at mindske dine øvrige risici for blodpropper, hvilket vil sige at du skal spise sundt, holde dig normalvægtig, motionere og undlade rygning og overforbrug af alkohol.
Morten Svenning Nielsen
Speciallæge i almen medicin